Lekic: Landsholdet mangler mig
Silkeborg IF-angriberen Rajko Lekic ærgrer sig over, at han ikke er med til VM. Han mener, at Danmark har brug for en frontangriber.
Den uortodokse SIF-angriber blev forbigået, da landstræner Morten Olsen i sidste måned udtog VM-truppen.
Ligesom mange andre har han dog hjemme foran fjernsynet bidt mærke i fodboldlandsholdets offensive problemer under slutrunden i Sydafrika.
Jon Dahl Tomasson og Nicklas Bendtner døjer med skader, mens Søren Larsen virker langt fra topformen. Derfor blev Randers FC's Mikkel Beckmann mod Holland skiftet ind som frontangriber.
Det er ikke nogen fordel for dem, at de ikke har andre dybdeangribere. Beckmann har været vant til at spille i en 4-4-2 og lidt mere ude på kanten, hvor han ikke kun har ryggen imod mål. Danmark mangler nok én, der kan spille med ryggen imod mål, og som har gjort det i mange år. Det kunne have været mig, men det kunne også have været så mange andre, siger Rajko Lekic til sporten.dk.
- Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg altid vil ærgre mig. Alle de spillere der har været inde omkring landsholdet og ikke er blevet udtaget til VM, de vil altid ærgrer sig. Jeg er skuffet, men sådan er det, siger Lekic.
Selvom Lekic er bekymret over de manglende danske chancer, så tror han på, at Olsen Banden har niveauet til at spille sig videre fra gruppen.