Lejede container til tyvekosterne
Flyttefirma igen misbrugt til kriminalitet
En ung mand sidder på femte uge fængslet i Silkeborg, sigtet for omfattende og velorganiserede tyverier af designermøbler i byen.
Han havde sat tyverierne i system ved at leje en container hos Silkeborg Flytteforretning til at opbevare tyvekosterne i, skriver mja.dk
Dermed er Silkeborg Flytteforretning endnu en gang uden egen skyld kommet i centrum i en kriminalsag.
For nylig kom det frem, at en ansat ved firmaets kontor i Spanien havde læsset flyttekasser med hash ind i lastbilerne, der uden firmaets vidende fragtede dem til Danmark i almindelige flyttelæs.
På tyvetogt efter designermøbler
Den 19-årige lejede containeren 5. januar og tog derefter - formentlig sammen med to medskyldige - på tyvetogt efter designermøbler i Silkeborg-området.
Han vendte tilbage og låste udbyttet ind i containeren. Samme aften blev han anholdt, og politiet kunne tømme containeren og levere tyvekosterne tilbage til deres rette ejermænd.
- Jeg må sige, at jeg igen føler mig misbrugt. Det er som om, at jeg bliver ved med at blive udnyttet af de satans forbrydere. Jeg vil egentlig bare gerne kunne koncentrere mig om at drive en hæderlig forretning, siger indehaveren af Silkeborg Flytteforretning, Peter Svendsen, til mja.dk.