Lauge: Folk havde afskrevet os
EM-kometen glæder sig til aftenens finalebrag
Rasmus Lauge kunne ikke have skrevet et bedre eventyr end det, de danske håndboldherrer har været igennem ved EM i Serbien.
Danmark havde efter to nederlag i det indledende gruppespil nærmest udspillet sin chance for at nå semifinalen, men holdet står nu i EM-finalen efter fire sejre i træk.
- Det er kanonfedt, og det bliver kanonfedt. Det har vi jo glædet os til lige siden, vi kom. Vi håbede hele tiden, vi kunne nå finalen.
- Folk havde nok afskrevet os for otte dage siden. Et eller andet sted, vidste vi, at der var et spinkelt håb. Vi spillede vi for at gribe den chance og det håb, der var. Nu står vi i finalen, og det er helt ubegribeligt, siger Rasmus Lauge.
Profilen fra Bjerringbro-Silkeborg var banens bedste i fredagens semifinale mod Spanien, som Danmark vandt 25-24.
- Jeg er superstolt og superglad for, at jeg kunne få lov at byde ind med en hel masse i sådan en kamp som mod Spanien. Og at det så gik så godt, det er cremen på toppen.
- Det er det, jeg har spillet for i lang tid, fortæller Rasmus Lauge.
Den stolte familie
Han har det seneste døgn fået utallige lykønskninger over præstationen, der sendte danskerne i finalen.
- Venner og familie har skrevet og sagt tillykke med finalen, og de glæder sig helt vildt, ligesom resten af håndbold-Danmark gør. De er klar til at sidde foran skærmen og se finalen, siger Rasmus Lauge.
Kampen fløjtes i gang i Beogradska Arena klokken 17.