Læger advarede selv mod hofter

Advarslen overhørt blandt andet i Silkeborg

Danske læger har i flere år opereret en farlig hofteprotese af metal ind på flere patienter, selvom lægerne var blevet advaret mod at benytte protesen. Det fortæller DR Nyheder.

Over 600 danskere har fået protesen. Regionshospitalet i Silkeborg har lavet 151 af operationerne.

Allerede i 2006 sendte hoftelægernes eget faglige selskab et brev til alle læger, hvor selskabet advarede om, at den såkaldte ASR-hofte fra det amerikanske firma DePuy kunne give komplikationer.

Selskabet opfordrede til, at der først skulle laves grundige forsøg med hoften på en lille gruppe patienter, før man brugte den på en større gruppe.

Det trodsede mange læger, og de valgte at bruge protesen, indtil den amerikanske producent selv trak den farlige hofte tilbage i 2010. I den periode nåede flere end 600 danske patienter at få hoften.

Burde have reageret
Overlæge Christian Gluud fra Rigshospitalets kliniske forskningsenhed mener, at lægerne burde have reageret på advarslen.

- Hvis lægerne havde lyttet til advarslen fra egne rækker, var skandalen ikke blevet så stor. Der er mange flere patienter, der er blevet udsat for en potentiel skadelig hofteprotese, end det havde været nødvendigt, siger han til DR Nyheder.

Næstformand for Dansk Ortopædisk Selskab, Søren Overgaard, erkender, at lægerne ikke burde have benyttet den farlige protese.

- Det er klart, at hvis vi kunne se bagud, havde vi ikke brugt den, men langt de fleste patienter, der går rundt med en ASR-protese, har det godt i dag. Det er et fåtal af dem, der er blevet opereret i Danmark, der har det skidt, siger han til DR Nyheder.

Indopereret på 2000 danskere
Skandalen om de farlige hofter begyndte at rulle, da DR Nyheder i januar afslørede, at en kunstig metalhofte fra producenten DePuy kan ødelægge væv og knogler.

En hofte, som blev indopereret på omkring 2000 danskere i årene 1995 til 2010.

Samtidig er det kommet frem, at der er mistanke om, at samtlige typer af hofter, hvor metal støder mod metal hofter, kan være sundhedsfarlige.