Kvinde sigtet for spritkørsel: Kørte ind i hus
Kvindelig bilist ville ikke standse for politiet
En kvindelig bilist er mistænkt for at have kørt spirituskørsel, da hun natten til onsdag nægtede at standse for politiet og efterfølgende kørte ind i et hus i Nisset nord for Silkeborg.
Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at en politipatrulje fra Silkeborg natten til onsdag forsøgte at standse bilen for at lave en kontrol af føreren og bilen.
Men den kvindelige bilist havde ikke i sinde at standse for politiet, der blandt andet brugte patruljebilens udrykningssignaler for at gøre hende opmærksom på situationen, men kvinden fortsatte ud af Silkeborg i nordlig retning.
I byen Nisset lidt nord for Silkeborg gik det dog galt for bilisten, der forulykkede på Nisset Bygade.
Her mistede hun herredømmet over bilen og kørte først ind i en lygtepæl for derefter at fortsætte ind i et hus.
- Føreren af bilen blev anholdt, mistænkt for spirituskørsel, skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Ingen personer kom til skade ved uheldet.