Kvinde kvæstet i trafikuheld
Nyt uheld på farlig vejstrækning
En kvindelig bilist er blevet kørt til behandling på sygehuset, efter at hun fredag morgen kørte galt på hovedvejen mellem Bording og Silkeborg.
Ifølge politiet kørte kvinden kl. 7.34 ind i en lastbil med entrepreør-materiel. Uheldet skete på Ringkøbingvej øst for Bording.
- Den kvindelige fører måtte frigøres, inden hun kunne køres til behandling. Vi ved endnu ikke, hvor slemt hun er kommet til skade. Men hun er ikke i livsfare, oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Spærret for trafik
Efter uheldet var vejen spærret for trafik. De øvrige trafikanter blev ledt videre ad andre småveje i lokalområdet, indtil hovedvejen senere blev åbnet op.
Hovedvejen vest for Silkeborg er en strækning, hvor der sker forholdsvis mange trafikuheld. Politiet håber dog, at strækningen med tiden bliver mere sikker.
- Der er jo kommet en motorvej derude. Det betyder forhåbentlig, at der bliver færre uheld, siger politiets vagtchef.