Kvinde dræbt ved bådulykke
En uerfaren styrmand mistede kontrollen over en motorbåd i Silkeborgsøerne, så båden sejlede ind i et træ. En 29-årig kvinde ramte træet og blev dræbt.
En hyggetur på Silkeborgsøerne endte katastrofalt, da en motorbåd med fire ombordværende sejlede på grund. En 29-årig kvinde mistede livet, mens en mandlig passager blev slået bevidstløs.
- Det er en barsk ulykke. Vi har endnu ikke afhørt passagerne indgående, da de er i chok, fortæller Esben Klode, vagthavende ved Silkeborg Politi.
To mænd og to kvinder sejlede lørdag eftermiddag rundt på Borresø, en af Silkeborgsøerne. Politiet formoder, at en 28-årig kvinde på et tidspunkt fik lov til at styre motorbåden. Der er tale om en 21 fods Bayliner med 200 hestekræfter, som ifølge Esben Klode er en kraftfuld motorbåd.
- Kvinden var slet ikke kendt med båden og sejlede med fuld knald mod den ene bred i søen, forklarer han.
Uheldigvis hamrede motorbåden ind i et træ, der læner ud over søen. Motorbåden kilede sig fast under træet, og en 29-årig kvinde, der sad ude på stævnen af båden, blev dræbt på stedet. En 32-årig mand blev slået bevidstløs, men kom dog hurtigt til bevidsthed igen.
- Den dræbte er fra Århus-egnen, men vi har endnu ikke været i kontakt med hendes pårørende. Derfor holder vi hendes identitet hemmelig indtil videre, fortæller Esben Klode.
Silkeborg Politi arbejder de kommende dage videre med sagen og afhører passagererne på ny. Den 28-årige kvinde, som formentlig styrede båden på grund, samt de to mænd på 32 og 34 år.