Kommune var advaret om krænkelser i frikirke

Kommunen har tidligere sagt, at den ikke kendte til overgreb før 2012. Men den blev advaret i 2010

Der var allerede i 2010 alvorlige advarsler om forholdene i en midtjysk frikirke, hvor den forhenværende præst nu beskyldes for seksuelle overgreb mod børn og unge ned til 13 år.

Det skriver Berlingske lørdag.

I 2010 fik Silkeborg Kommune en advarsel om, at de unge i frikirken var udsat for manipulerende, sekterisk og grænseoverskridende adfærd.

LÆS OGSÅ: Kommune afviser at have haft kendskab til sexovergreb

Smurte drenge ind i olie
En person med fortid i frikirken gjorde dengang kommunen opmærksom på, at frikirkepræsten havde været på lejr med nogle drenge, hvor der var foregået grænseoverskridende ting.

02:03

Tidligere medlem af Byens Kirke i Silkeborg har på anden krop oplevet nogle af de krænkelser, som har fundet sted. Se tv-indslag fra den 31. maj i år.

Luk video

Det blev videre beskrevet, hvordan præsten manipulerede med de unge, og hvordan nogle af drengene havde et usundt afhængighedsforhold til præsten.

LÆS OGSÅ: Frikirke-præst fra Silkeborg-egnen meldt for sexovergreb

- Vi får en underretning om, at præsten var på lejr med nogle drenge, hvor de er nøgne, og han har skullet smøre dem ind i olie. Der var en slags leg omkring det, siger Lone Baggersgaard, sektionsleder i Silkeborg Kommune til Berlingske.

Sagen blev undersøgt, og kommunen fandt frem til, at en af personerne, der var omtalt i den samlede underretning, var under 18 år.

LÆS OGSÅ: Red Barnet slår alarm: Ikke nok kontrol med foreningerne

Familie kaldt til samtale
Den pågældendes familie blev kaldt til en samtale på kommunen, men det gav ikke anledning til yderligere handling, og sagen blev lukket. Sideløbende efterforskede politiet sagen, men det førte ikke til en sigtelse.

De nye oplysninger viser, at kommunen har svigtet sit ansvar, mener Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.

Børns Vilkår: Myndighedssvigt
- I det her tilfælde har undersøgelsen tilsyneladende ikke været grundig nok, for så havde man jo opdaget præstens seksuelle overgreb. På den måde mener jeg klart, at der er tale om et myndighedssvigt, siger Rasmus Kjeldahl til Berlingske.

02:07

Her kan du se et tv-indslag fra den 23. maj 2016 med reaktioner på anmeldelsen om sexovergreb mod præsten

Luk video

Silkeborg Kommune har tidligere forklaret, at den ikke havde fået nogen underretninger om seksuelle overgreb i kirken før en række historier om frikirkepræsten kom i medierne i 2012.

I dag fastholder kommunen, at indberetningen fra 2010 ikke decideret handler om seksuelle overgreb.