Klar til sæsonåbning

Nu skal oprykkerne møde løverne

Foto: Silkeborg IF

I eftermiddag går spillerne fra Silkeborg IF på banen til denne sæsons åbningskamp i Superligaen.

For spillerne er det et glædeligt gensyn med ligaen, efter at holdet i forrige sæson spillede i 1. division.

Cheftræner Jesper Sørensen fortæller til klubbens hjemmeside, at mindet om den seneste sæson stadig står stærkt, og at der nu venter en helt ny virkelighed i Superligaen.

Første skridt i denne sæson bliver eftermiddagens kamp mod FC København:

- Efter en tre uger kort opstart byder vi velkommen til vicemestrene fra FC København. Dermed får vi fra første fløjt at mærke, hvilken styrke vi kan forvente at komme op imod i Superligaen. FC København er som altid forhåndsfavorit til det danske mesterskab, og dermed er det ikke en klub vi skal måle os med over en hel sæson, siger Jesper Sørensen.

Ambitionerne for den kommende sæson er ifølge Jesper Sørensen, at både holdet som helhed og de enkelte spillere forbedrer sig.

Kampen mellem Silkeborg IF og FC København bliver spillet på Mascot Park klokken 17.