Kiel interesseret i Rasmus Lauge
Fire store håndboldklubber vil købe ham
De danske håndboldtilskuere skal nyde Bjerringbro-Silkeborgs Rasmus Lauge i Herre Håndbold Ligaen, så længe de har mulighed for det. For udlandet har senest med indsatsen ved EM i Serbien fået øjnene op for playmakerens kvaliteter, og blandt andre den tyske storklub THW Kiel er meget ivrig efter at skrive kontrakt med den 20-årige dansker.
- Kiel er interesseret i Rasmus, og det har de været længe. Jeg har snakket med dem flere gange og også været til et møde med dem omkring ham, siger Lauges agent Christian Henriksen til B.T.
Han fortæller uden at nævne navne, at Europas fire største klubber har forhørt sig om danskeren, der har kontrakt med BSV frem til sommeren 2014. Indtil da fokuserer han derfor på sine opgaver hos midtjyderne.
- Det er min agent, der tager sig af den del, jeg koncentrerer mig kun om at spille håndbold, siger han til avisen.
Rasmus Lauge har ud over EM-guldet i Serbien også vundet sølv ved VM sidste år, ligesom han blev nummer to med Bjerringbro-Silkeborg i kampen om DM-titlen.