Kasper Nielsen vil smage guld
BSV-spiller går efter endnu en guldmedalje
Duften af guld er kommet nærmere. De danske håndboldherrer er blot to sejre fra at gentage triumfen fra EM i 2008.
Fredag venter første svære sten på vejen - semifinalen mod Spanien. Fem af de danske spillere, der er med ved det igangværende EM i Serbien, var med til at vinde guld i Norge for fire år siden, og selv om det er et nyt hold, så kan det give et mentalt rygstød, at flere har vist, at det har kunne ladet sig gøre før.
Kasper Nielsen, som i 2008 stod side om side i forsvaret med typer som Lars Jørgensen, Joachim Boldsen, Kasper Hvidt og Torsten Laen, kan se en parallel til guldet for fire år siden.
- Vi kan tænke tilbage på en fed og fantastisk oplevelse, hvor vi også havde problemer i starten af turneringen og siden voksede med opgaven. Dengang blev vi også bedre fra kamp til kamp, sammenligner Kasper Nielsen.
Et anderleders hold
Den nuværende krumtap i forsvaret mener omvendt også, at 2012-holdet er et nyt og anderledes hold med nogle andre kvaliteter.
- Vi har stadig et fornuftigt forsvar og nogle rigtig gode målmænd. Og jeg synes, vi er blevet endnu bedre angrebsmæssigt.
- Men vi mangler måske noget af rutinen, som vi havde dengang.
- Så vi har nogle nye kvaliteter og nogle nye ting, der skaber udfordringer. Og jeg synes, vi skal skabe vores eget 2012-hold ved EM, siger han.
Giver erfaring og rutine
Kasper Nielsen peger på, at alle de minutter, holdet spiller sammen, og alle de oplevelser, spillerne får sammen, giver erfaring og rutine, som kan ligge i posen og tages med videre.
- Vi har rigtig meget at lære, men det er spændende at se, hvor langt vi er nået på den her rejse, og det kunne være fedt at presse Spanien til det maksimale.
- Hvis vi ikke tror på mirakler nu, så ved jeg ikke, hvornår vi skal gøre det, pointerer veteranen.
Bo Spellerberg og Kasper Søndergaard var også med til at vinde guld i Norge.
Danmark møder Spanien fredag klokken 17.45 i Beogradska Arena.