Karettur i byen, kunst og nedbrydning: Dronningen besøger Silkeborg
Som en del af det årlige sommertogt besøger dronning Margrethe Silkeborg til september
Nedbrydningsvirksomheden Kingo Karlsen, Museum Jorn og en karettur gennem Silkeborg. Det er nogle af de ting, der er på programmet, når dronning Margrethe som en del af sit sommertogt besøger Silkeborg den 3. og 4. september.
Læs også
Under besøget skal dronning Margrethe ud på en karettur rundt i Silkeborgs gader sammen med Gardehusarregimentets Hesteskadron, hvor silkeborgenserne kan fange et glimt af - og måske et vink fra - Dronningen.
På turistkontoret i Silkeborg har de armene i vejret over udsigten til det royale besøg.
- Jeg glæder mig personligt meget til det, og det er rigtig godt for Silkeborg. Normalt suser dronningen forbi i en bil, men her bliver det virkelig folkeligt, når hun skal rundt i byen i en karet med heste og det hele. Byen kommer til at skinne, og det bliver en folkefest, siger turistchef Liselotte Nis-Hanssen fra Visit Silkeborg.
Derudover er der også lagt op til en folkelig afslutning til at runde besøget af. Det kommer til at ske på Torvet i Silkeborg, hvor alle er velkomne.
Dronnings program i Silkeborg
- Officiel modtagelse på Silkeborg Rådhus
- Karettur med Garderhusarregimentets Hesteskadron gennem Silkeborg by
- Danmarks Outdoor Hovedstad
- Museum Jorn
- Gl. Skovridergaard
- Køkkenvirksomheden Designa A/S i Kjellerup
- Neder Kjærsholm Hovedgaard i Thorning
- Reception på Kongeskibet Dannebrog i Horsens Havn
Tirsdag 4. september 2018
- Nedbrydningsvirksomheden Kingo Karlsen A/S
- Aktivitetstilbuddet Lysbro Kunst
- Festlig afsked på Torvet i Silkeborg
Tiltrækker turister
Turistchefen forventer, at dronning Margrethes besøg i byen kan være med til at lokke royalister til.
- Når Dronningen vælger at besøge en by, giver det altid positiv opmærksomhed. Det er super godt, og Silkeborg kommer i den grad på danmarkskortet. Der er mange royalister i Danmark, og jeg er sikker på, at besøget kan tiltrække nogle af dem, og det kan vores oplevelsessteder i og omkring Silkeborg få noget ud af, siger Liselotte Nis-Hanssen
'En store ære'
Under sit besøg i Silkeborg kommer dronning Margrethe blandt andet rundt for at se Aktivitetstilbuddet Lysbro Kunst, hun skal høre mere om Danmarks Outdoor Hovedstad, se kunst på Museum Jorn og besøge nedbrydningsvirksomheden Kingo Karlsen.
Læs også
- Det er positivt, stort og en ære, at Hendes Majestæt kommer forbi og besøger os og får et indblik i vores virksomhed og bidrag, siger Jes Møller Jensen, der er salgs- og marketingchef i Kingo Karlsen, som får fornemt besøg tirsdag den 4. september.
- Vi har noget produktion her på adressen, hvor vi omdanner bygningsaffald til genbrugsmaterialer. Planen er, at hun skal se det, og så viser vi også, hvad vi ellers laver, og hvordan vi opererer til daglig, siger Jes Møller Jensen.
Er du nysgerrig på dronning Margrethes program under besøget, så oplyser Silkeborg Kommune, at det vil blive muligt at 'gå i dronningens fodspor' efterfølgende. Det program vil blive offentliggjort til august.