Kaj Munk blev myrdet for 75 år siden - i dag mindes han
I dag er det præcis 75 år siden, at digterpræsten, Kaj Munk, blev myrdet på Hørbylunde Bakke ved Silkeborg
I dag, fredag, er det præcis 75 år siden, at digterpræsten Kaj Munk blev myrdet i et skovområde vest for Silkeborg.
Det bliver markeret med en mindesammenkomst arrangeret af blandt andre Vennekredsen for Kaj Munks Præstegård og Kaj Munk Selskabet.
- Mindesammenkomsten sker i respekt for Kaj Munks indsats og for det offer han gav under den tyske besættelse af Danmark, skriver arrangørerne i invitationen til mindehøjtideligheden.
Kaj Munk var i 1930´erne en fremtrædende debattør i Danmark og i begyndelsen en beundrer af Hitler. I 1933 hilste han Hitlers magtovertagelse velkommen. Han så Hitler som manden, der kunne redde det tyske folk fra kaos. Selv tog han til Berlin for at overvære Hitlers åbning af rigsdagen i marts 1933.
Men i løbet af 1930'erne vendte begejstringen til direkte kritik.
Læs også
Navnlig var han chokeret over jødeforfølgelserne og opfordrede i et åbent brev i dagspressen Europas anden diktator, Mussolini, til at standse Hitler. Det vakte postyr.
Mussolini gav da heller ikke noget svar, og Kaj Munk skrev: " Jeg ved ikke, hvor meget der skal til for at rokke en diktator. Men jeg ved, at sandheden skal siges! "
Blev en samlende figur
Kaj Munk var en af de første til at afvise samarbejdspolitikken med Tyskland, og han stod længe alene med det synspunkt.
Efter regeringens fratræden den 29. august 1943 blev Kaj Munk en af de samlende figurer i modstanden mod den nazistiske besættelsesmagt.
Han vidste, at hans kamp havde store omkostninger, og selvom Kaj Munk var advaret om, at tyskerne var efter ham, ville han ikke flygte.
Hans sidste prædiken blev holdt i Vedersø Kirke, nytårsdag 1. januar 1944.
4. januar 1944 blev han hentet af fem Gestapofolk i sit hjem i præstegården i Vedersø.
De kørte ham til Hørbylunde Bakke ved Silkeborg, hvor han blev likvideret og efterladt i vejkanten.
Tidlig næste morgen blev han fundet af en lokal murer, der var på vej til landsbyen Pårup. Han fik straks tilkaldt politiet, men ingen blev nogensinde dømt.
Tyskerne regnede med, at mordet på Kaj Munk ville afskrække danskerne. I stedet øgede det blot modstanden mod besættelsesmagten. Da Kaj Munk senere blev kørt i ligtog igennem Silkeborgs gader, blev det således et tilløbsstykke af de helt store.
Læs også
Ifølge Kristelig Dagblad har pastor Herluf Aagaard brugt formuleringen et ”sorgens triumftog” om Kaj Munks rejse fra Silkeborg til Vedersø.
Kaj Munk ligger begravet på Vedersø Kirkegård. Fredagens mindehøjtidelighed foregår også her. Kl. 14 fredag den 4. januar er der kransenedlægning på Kaj Munks grav, taler og efterfølgende ceremoni i havestuen.