Investerer massivt: Alle bygninger skal være fri for gas
Silkeborg Kommune har givet sig selv syv år til at blive fri for gas i alle kommunens bygninger.
Skoler, daginstitutioner og plejehjem skal have nye varmekilder indenfor de næste syv år, for det skal være slut med gas i 2030.
Det har byrådet i Silkeborg Kommune besluttet, og nu er der afsat penge til, at projektet kan begynde at blive til virkelighed.
I første omgang er der afsat fire millioner kroner til at komme i gang, men i alt skal der bruges 90 millioner kroner på at fjerne gasfyr- og kedler og erstatte dem med grønnere varmekilder.
Det siger Rune Kristensen (S), formand for Klima- og Miljøudvalget i Silkeborg Kommune.
- Vi er en gammel gaskommune. Vi var en af de kommuner, der satsede meget på gas, siger han.
Kan blive dyrt
Derfor er målet om at være gasfri i 2030 også et stort projekt. Rune Kristensen fortæller, at kommunen vil forsøge at koble deres bygninger på nogle af de mange fjernvarmeprojekter, der er i gang i Silkeborg Kommune.
Andre steder skal der etableres varmepumper, og det er ikke sådan ligetil.
- Hvis man skal installere varmepumpe, så skal varmerørene være større, fordi udnyttelsen er mindre effektiv. Så skal man renovere varmedelen i hele bygningen, så det kan godt blive dyrt, siger Rune Kristensen.
Det er særligt udenfor midtbyen i Silkeborg, at der stadig bliver fyret med gas, som er blevet en varm politisk kartoffel, efter Rusland invaderede Ukraine sidste år.
Nej tak til russisk gas
Priserne steg massivt, og gasleverancerne fra Rusland blev med ét uvelkomne.
- For os handler det også om forsyningssikkerhed, og så handler det om, at vi på sigt har en billig energikilde, så vi ikke oplever de her store udsving, som vi har set i gas, siger Rune Kristensen.
Silkeborg Kommune har en ambition om at være CO2-neutral i 2030, og her spiller afskaffelsen af gas en væsentlig rolle.
Ifølge kommunens beregninger vil udfasningen betyde en reduktion af CO2-udledningen på 2800 ton om året. Det svarer til 50 procent af udledningen fra de kommunale bygninger.
Investerer og sparer
Samtidig med at kommunen afsætter penge til at udfase gas, skal der spares på velfærden i kommunen.
Kan du forstå, hvis der er nogen, der mener, man hellere skulle bruge pengene på velfærdsområdet?
- Hvis jeg vil være ærlig, så vil jeg sige, at det kan jeg ikke forstå. Det handler om, at vi får stabiliseret vores forsyningssikkerhed, og at vi ved, hvad det koster at varme vores bygninger op, siger Rune Kristensen, formand for Klima- og Miljøudvalget i Silkeborg Kommune.