Inger og Jørn viser livsværk frem - folk kommer i busser langsvejs fra

En helt særlig have i et helt normalt villakvarter får haveentusiaster til at ankomme i busser.

Bag en smukt formet hæk i et villakvarter ved Silkeborg ligger Jørn Jensen og Inger Skoudals store stolthed. Gennem mere end 30 år har de klippet, passet og plejet deres usædvanlige have.

Og den er da heller ikke, som haver er flest. Her er hverken fodboldmål eller græsplæne. I stedet bliver man mødt at små markstensbelagte stier, blomster, buske og træer i forskellige niveauer.

- Jeg har altid haft interesse for haver, og det er blevet mere og mere intensivt. Man kan tale om, at det her er vores livsværk havemæssigt, siger Jørn.

Inger besigtiger haven i 1988.
Inger besigtiger haven i 1988. Foto: Privatfoto
Jørn og Inger tænker meget over at blande de forskellige grønne nuancer og størrelser på bladene, når de planter.
Jørn og Inger tænker meget over at blande de forskellige grønne nuancer og størrelser på bladene, når de planter.

Selvom de bruger omkring tre timer om dagen blandt de mange planter, kan ingen af dem forestille sig at blive træt af den.

- Når vi står op, begynder vi allerede at planlægge, hvad vi skal ud at lave i dag. Haven betyder meget, for vi går mange timer herude, og vi taler meget om haven. Det føles ikke som en pligt, for vi kan jo bare lade være, siger Inger.

Den gennemførte have er ikke kun til glæde for dem selv. Faktisk kommer folk langvejs fra for at blive inspireret. 

Haven ved hegnet blev nomineret til 'Årets dejligste have' i 2015 i TV 2-programmet af samme navn.
Haven ved hegnet blev nomineret til 'Årets dejligste have' i 2015 i TV 2-programmet af samme navn.

Tiltrækker folk fra udlandet

Haven kaldes 'Havnen ved Hegnet' og er i alt 1000 kvadratmeter stor. Den udvikler sig hele tiden og rummer blandt andet stenbedsplanter, surbundsbede, staudebede og en urtehave. 

Og så har Jørn ladet sig inspirere af barok- og renæssancestilen med formklippede buske.

- Det er noget af det, man kan gå og lege med, når man bliver pensionist og har god tid, siger Jørn.

Jørn viser, hvordan han har lavet en skulptur af en busk.

Alt er nøje udvalgt og placeret efter den enkelte plantes behov. Haven er samtidig pyntet med gamle olivenkander, drænrør, der er brugt som potter, og en stor flækket sten. 

Den har fået navnet 'burger med løg'.

Det vides ikke, hvordan stenen har fået sin revne. Måske den er faldet af en lastbil, gætter Inger.
Det vides ikke, hvordan stenen har fået sin revne. Måske den er faldet af en lastbil, gætter Inger.

Parret vil gerne, at det er en oplevelse at gå rundt og udforske. Og halvt skjult i det grønne er også et gammelt vindue med et spejl i.

- Det giver en vis effekt. Mange tror, at det er et vindue ind til nabohaven. Indtil de ser spejlbilledet af sig selv, fortæller Jørn.

Haven ved hegnet
Efter noget vejarbejde fik parret lov til at få nogle drænrør, der nu pynter i haven.
Efter noget vejarbejde fik parret lov til at få nogle drænrør, der nu pynter i haven.

Deres store arbejde har da også tiltrukket havefolk fra både ind- og udland. Der er blandt andet kommet busser fra Norge og Sverige til det, de kalder åben have.

- Gennem årene har der gået i tusindvis rundt på stierne i haven og har kigget på detaljerne. Vi har fået meget ros for haven, og folk har været meget begejstrede. Vi kan godt lide at dele haveglæden med andre, siger Jørn.

Skår i glæden

Haven blev anlagt i begyndelsen af 1980'erne, hvor parret byggede deres hus på grunden i Balle lidt uden for Silkeborg. Og den har gennem alle årene givet dem stor glæde.

Kun i 2016 faldt der mørke skygger i den ellers så smukke have. Ukendte gerningsmænd havde en dag overhældt blomster og buske med saltsyre. Det efterlod dem brune og visne til stor fortvivlelse for parret.

Blandt andet blev den tykke hæk ved parrets ejendom beskadiget under hærværket i august 2016.
Blandt andet blev den tykke hæk ved parrets ejendom beskadiget under hærværket i august 2016.

Ingen blev nogensinde stillet til ansvar for hærværket, men Jørn og Inger lod ikke oplevelsen ødelægge deres haveglæde. De gik i stedet på med krum hals for at hele de sår, deres livsværk havde fået.

I dag står haven igen i fuld flor. Men det hårde arbejde er ikke indstillet.

Kom på besøg

For selvom Jørn og Inger nu er henholdvis 85 og 78, så har de ingen intention om at finde en mere stillesiddende hobby.

- Det er godt rent fysisk, det kan vi mærke i vores alder. Haven holder os i gang både fysisk og psykisk. Den betyder enormt meget for os, og den giver os meget livskvalitet, siger Jørn.