Indsamling: Giv et par sko til Afrikas børn
Butik starter skoindsamling til fordel for skolebørn i Zambia
Nye eller brugte. Store eller små. Uanset farve eller facon.
I butikken AndSneaks i Silkeborg er butiksindehaver Lasse Henriksen i øjeblikket ikke kræsen, når det kommer til sko.
Han har startet sin helt egen skoindsamling 'AndSneaks for Africa', hvor han opfordrer folk til at donere deres sko. Indtil videre har han fået indleveret mere end 300 par sneakers, lærredssko, og hvad folk ellers kunne undvære.
Når han har fået sorteret og pakket en stor samling ned, bliver de sendt af sted til Zambia - til glæde for massevis af børn:
- Mit hjerte banker for mange ting. Også afrikanske børn.
- Det betyder meget at have ordentligt fodtøj, siger Lasse Henriksen om baggrunden for at igangsætte projektet.
Så mange sko som muligt
Lasse Henriksen samarbejder med den danske forening Eventure, som driver en skole for omkring 24 zambianske børn.
Det er de børn der vil modtage de mange hundrede indsamlede sko fra Danmark.
- Jeg tænkte, hvis vi kunne hjælpe dem med at forsyne dem med sko, så kunne de i stedet bruge pengene på andre ting, siger han om baggrunden for indsamlingen.
Skoene bliver løbende indleveret i hans butik i Silkeborg eller tilsendt fra kunder. I butikkens webshop bliver kunderne nemlig lokket med 100 kroners rabat ved nyindkøb, hvis de samtidig sender deres gamle sneakers med retur.
Du kan se mere til Lasse Henriksens projekt i tv-indslaget øverst i artiklen.