Hylder muren Landin
Dansk håndboldstjerne skamroser BSV-målmand efter EM-triumf
Målmand Niklas Landin var måske den største faktor i håndboldherrernes EM-triumf, siger holdets største stjerne, Mikkel Hansen.
- Han har stået en helt sindssyg og vanvittig turnering. Det var været på et meget højt niveau, også af en så ung målmand at være, lyder det fra Mikkel Hansen.
- Landin har leveret fra dag ét. Han har stået mange gode kampe. Bortset fra kampen mod Makedonien, hvor vi ikke leverede, har han stået fantastisk. Han har en stor andel af det her, siger bagspilleren, der blev dansk finaletopscorer med ni mål.
Imponerende redningsprocent
I finalesejren på 21-19 over de serbiske værter havde Landin en redningsprocent på imponerende 50 procent.
Landin selv føler også, at han i finalen virkelig fik leveret varen.
- Jeg var meget rolig i finalen. Jeg stod meget og ventede på serbernes skud, og de skulle virkelig placere dem ud i hjørnerne for at score, siger den 23-årige keeper fra Bjerringbro-Silkeborg.
Wilbek: Landin var arrogant
Til flere medier efter finalen udtalte landstræner Ulrik Wilbek følgende om Landins finalepræstation:
- I dag var Landin decideret arrogant. Det sagde jeg også til ham bagefter. Han kunne da ikke være bekendt at stå på den måde. Han burde i det mindste lade som om, han havde det svært.
- Jeg sagde for fire år siden, at han blev verdens bedste en dag. Nu er han ved at være der.