Hoppede ind ad vinduet om natten: Får fem års fængsel for at voldtage 68-årig
Gennem næsten tre timer voldtog og forulempede en yngre mand sidste år en 68-årig kvinde i hendes lejlighed. I dag blev han idømt fem års fængsel.
Gennem næsten tre timer voldtog og på anden vis forulempede en 32-årig mand fra Silkeborg en 68-årig kvinde i samme by.
Det slog retten fast, da der torsdag faldt dom i sagen. Fem års ubetinget fængsel lyder dommen over den 32-årige mand, da sagen blev afgjort ved retten i Viborg.
Han var anklaget for natten til torsdag den 25. marts 2021 at kravle ind ad et åbent vindue til den 68-rige kvinde, der lå og sov. Manden, der dengang var 31 år, tiltvang sig forskellige former for samleje med kvinden samt, hvad politiet i en pressemeddelelse oven på dommen kalder for ”andre seksuelle forhold end samleje”.
Stod på i næsten tre timer
Manden forhindrede samtidig den 68-årige kvinde i at flygte fra lejligheden, hvilket hun dog fik held til efter, overfaldet havde stået på i næsten tre timer.
Manden fik fat i hende igen og trukket hende tilbage i lejligheden, men kvinden havde nået at råbe så meget op under flugten, at naboerne hørte hende og kom til og fik overmandet manden.
Læs også
I retten blev han torsdag dømt for både voldtægt, husfredskrænkelser og frihedsberøvelse.
- Denne sag er på alle måder spektakulær, fordi den forurettede er blevet voldtaget midt om natten i sit eget hjem af en komplet fremmed. Netop de omstændigheder har selvsagt også talt i skærpende retning ved udmålingen af straffen. Men det er vigtigt for mig at understrege, at en sag som denne hører til sjældenhederne. Normalt kan man altså sove trygt om natten – også med åbent vindue, siger anklager Alexander Stürup, som har ført sagen for anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Sagen er blevet afgjort over fire retsdage. Ifølge anklagemyndigheden ankede den 32-årige dommen på stedet. Han er dog fortsat fængslet.