Hold gratis på 800 p-pladser: - Det er rigtig fedt
Nu er det slut med at betale, hvis du skal parkere i det centrale Silkeborg - i hvert fald i de første to timer
Fra i dag, fredag den 1. februar, er der to timers gratis parkering på de kommunale parkeringspladser i Silkeborg Midtby.
Og det nye initiativ er en god idé, det mener i hvert fald de borgere, som TV2 ØSTJYLLAND fredag mødte i Silkeborg.
Læs også
- Jeg synes, at det er en god idé. Jeg synes, vi i forvejen betaler nok i skat og så videre, så det er en god idé, siger Flemming Jespersen fra Silkeborg.
Det er lokalpolitikkerne i Silkeborg Kommune, som forleden besluttede at indføre de to timers gratis parkering. Kun Enhedslisten og Alternativet stemte imod.
Skal sikre flere handlende
Tilhængerne af forslaget brugte især argumentet, at gratis parkering vil gavne handelslivet og gøre det mere attraktivt at gøre sine indkøb i Silkeborg frem for andre steder.
Læs også
Og det kan der tilsyneladende være noget om.
- Jeg synes, det er rigtig fedt, men jeg er også tit inde i byen. Nogle gange handler jeg på nettet og i forhold til måske at komme lidt oftere ind til byen at shoppe, så er det helt klart en fordel, at det nu er gratis de første to timer, siger Eline Stensbjerg fra Sejs, som TV2 ØSTJYLLAND fredag mødte i Silkeborg.
800 p-pladser er gratis
Helt konkret er det 800 p-pladser i midtbyen, som kommunen driver i dag, der nu er blevet gratis at parkere på i de første timer.
Derudover bliver det nederste dæk i p-kælderen under Torvet gjort muligt for brugere af p-kort at benytte sig af efter aftale med Enggaard A/S.
Læs også
Begge dele var de to byrådsmedlemmer fra Enhedslisten og Alternativet mandag imod, da sagen blev drøftet på byrådsmødet.
- Der er en udbredt myte om, at det kun er bilisterne, der bruger penge i byen, ligesom at mange også siger, at det betyder meget for bilister med gratis parkering. Det tror jeg ikke på, sagde Lene Fruelund (EL) på byrådsmødet.
Hun var også kritisk over for den manglende indtægt, som kommunen og staten får, når der ikke kommer penge ind fra afgifterne.
- Der kommer færre penge i fællesskabets kasse til at afbøde bilisternes brug af vejene, lød det fra hende.
Men selvom blandt andre Lene Fruelund altså var modstander af forslaget, blev det vedtaget - og fra i dag kan man altså parkere gratis i to timer på de kommunale p-pladser i den centrale del af Silkeborg.
Og det er ikke kun i Silkeborg, at man forsøger sig med sådan en ordning. Tilbage i november sidste år trådte et lignende tiltag i kraft i Horsens. Her kører det i første omgang som et forsøg i et år.