Hjemløse Kåre: Det er kun tøsedrenge, der ikke kan sove ude
Et halvtag på byens bænke skal skabe opmærksomhed på hjemløshed
Tirsdag klokken 13.00 og onsdag morgen i denne uge, kan du møde Kåre.
Han sidder på bænken i Gågaden i Silkeborg. Lige ved pølsevognen efter det gamle rådhus. Kåre er hjemløs, han er 45 år og har boet på gaden i 5-6 år.
Han kommer meget rundt i landet, men holder mest til i Silkeborg.
- Jeg har mine børn i Silkeborg. Jeg har to tøser, der er 18 og 16 år, siger Kåre til tv2oj.dk.
Kåre sidder på bænken for at sætte fokus på hjemløshed. I dagens anledning vil der være monteret et halvtag på bænken. Her kan forbipasserende komme og få en snak om livet som hjemløs.
Læs også
- De seneste par måneder har jeg haft nogle tunge måneder. Jeg har ikke kunnet sælge de aviser, jeg plejer at sælge, men sådan er det i nogle perioder, siger Kåre.
Fra tirsdag til ondsag overnatter Kåre på bænken.
- De har lavet et halvtag. Det er kun tøsedrenge, der ikke kan sove ude. Jeg har da en god sovepose, siger Kåre.
Det er hus Forbi, der i anledning af foreningens 20-års jubilæum arrangerer events og arrangementer rundt om i danske byer.
Eventen med halvtag på byens bænke hedder Find Shelter Here og skal skabe opmærksomhed om hjemløse.
Læs også
De midlertidige halvtag bliver monteret på byens bænke, så forbipasserende får en ide om, hvordan det er at have gade som hjem.
Også I Aarhus vil der være være bænke, hvor man kan møde hjemløse. Her bliver bænkene bemandet af unge hjemløse, som der kommer flere og flere af.
- Det er primært på grund af de besparelser, der har været på kontanthjælps- og ungereformen, hvor unge er blevet erklæret uddannelsesegnede uden at være det. Når man så ikke går i gang med en uddannelse, bliver man reduceret i sine ydelser. Når man i forvejen lever for et minumum, er der ikke langt til at leve på gade, siger Rasmus Wexøe Kristensen, sekretariatsleder, Hus Forbi.
I Aarhus bliver der monteret et halvtag på en bænk på starten af gågaden ved Banegårdspladsen og Ryesgade.