Han skal stå i spidsen for kulturen
Silkeborg Kommune hapser sønderjysk kulturchef
Silkeborg Kommune har nu fundet den mand, der fra nytår skal være kultur- og borgerservicechef.
Valget faldt på 50-årige John Bøgelund Frederiksen, der siden 2010 har været kulturchef i Sønderborg.
Der var 46 ansøgere til kultur- og borgerservicechefstillingen. Det er en nyoprettet stilling, som indgår i en administrativ rokade i kølvandet på, at Silkeborg Kommune har sagt farvel til nogle af sine chefer, blandt andre kultur- og fritidschef Freddie Davidsen, som for nylig gik på pension.
- Det var et meget kvalificeret ansøgerfelt, så vi har haft mulighed for at finde den helt rigtige til opgaven, siger direktør i Silkeborg Kommune Leif Sønderup i en pressemeddelelse.
John Bøgelund Frederiksen er uddannet fra musikkonservatoriet i Malmø i 1988, hvorefter han arbejdede som professionel musiker.
I 2005 blev han chef for Byens Scener i Sønderborg, og senere blev han altså kulturchef i samme by.