Håber på 350.000 gæster
Se ildfestregatta fra pariserhjulets top
Musik, tivoli, sejlbåde og ikke mindst fyrværkeri er tilsyneladende en cocktail, silkeborgenserne kan lide.
Arrangørerne af Silkeborg Ildfestregatta forventer, at flere hundrede tusinde besøger årets regatta i løbet af de fire dage, den varer.
Regattaen begyndte i onsdags og slutter i dag, lørdag.
TV 2 | ØSTJYLLAND tog fredag aften en tur i pariserhjulet sammen med ildfestregattaens talsmand, Torben Bloch Pedersen. Herfra kunne han se festlighederne fra oven, mens han gav sit bud på, hvor mange der besøger regattaen.
- De estimater, vi har indtil videre, siger op mod 350.000. De første par dage - onsdag og torsdag - har vi ligget på omkring 75.000 i alt. Det plejer at være et fingerpeg for hvor mange, der kommer totalt, siger han i et direkte interview.
Det kræver masser af arbejde at gennemføre en stor begivenhed som Silkeborg Ildfestregatta. Torben Bloch Pedersen er glad for det arbejde, de frivillige medarbejdere har udført.
- Det har været alle anstrengelserne værd. Der har været så mange frivillige i gang med at arrangere den her regatta. De skulle bare have været med heroppe (i pariserhjulet, red.), så de kunne se det. Der er jo skønt med alle de her mennesker.
Se mere i videoen øverst på siden.