Grundfos pumper flere penge ud af mindre salg
Den jyske pumpemastodont Grundfos er presset på salget. Til gengæld bliver der tjent mere per solgte krone
Grundfos, der lever af at sælge pumper til hele verden, er i modvind. Markedet skrumper, og det betyder, at man ikke får solgt ligeså meget, som man gjorde sidste. Det skriver Berlingske Business.
Omsætningen - de penge, et selskab får ind fra salget - til 11,6 milliarder kroner i første halvår af 2016. Det er 300 millioner færre kroner end i samme periode sidste år.
- Det går fornuftigt med vores indtjening, men vi døjer med salget. I marts havde vi en forudsætning om en vækst i markedet på tre procent, og det har vist sig slet ikke at holde stik, siger koncernchef Mads Nipper ifølge finans.dk.
Selskabet fortæller, at mens der er vækst i Kina og Indien, så er det amerikanske marked blevet mindre. Samtidig er der stadig pres på det russiske marked og i Mellemøsten har den faldende oliepris betyder, at kunderne er tilbageholdende.
Mens Grundfos altså slider med salget af pumperne er selskabet blevet bedre til at tjene penge på dem.
På ret kurs med indtjening
Driftsresultatet - overskuddet før renter på gæld og skat - steg med næsten en tredjedel i halvåret til 824 millioner kroner.
- Vi er fortsat på ret kurs med vores indtjening, og det er en forudsætning, for at vi kan investere i fremtiden og stå stærkt i den stigende konkurrence.
- Indsatsen for at nedbringe produktions- og materialeomkostningerne og stigende priser har styrket overskuddet. Men vi skal genskabe væksten i salget, og det vil blive en lang proces i et udfordrende marked, skriver Mads Nipper i en besked om udviklingen.
Grundfos blev grundlagt i 1945 og er vokset sig stort inden for produktion af pumper.
I 2014 blev Mads Nipper ny direktør, hentet fra Lego-koncernen. Han står i spidsen for en større omvæltning i Grundfos, der skal gøre selskabet mere effektivt. Det har blandt andet betydet 850 afskedigelser hos selskabet.
Sidste år fulgte TV 2 | ØSTJYLLAND den tredje generation i familiekoncernen, Poul Due Jensen. Se mere i videoen herunder: