Glæde over ny idrætshal
Tirsdag blev det første spadestik taget til den nye idrætshal i Grauballe ved Silkeborg
Efter mere end 12 års kamp for at få en ny idrætshal, kunne borgerne i dag se på, mens det første spadestik til byens nye samlingssted, Grauballe Forum, blev taget.
- Det bliver byens pulserende hjerte, det er der ingen tvivl om. Det bliver for alle, fordi man vil det her i byen. Vi vil samle alle uanset rang og status, og den er åben for alle, selv personer, der ikke er foreningsengageret, kan komme ind og være med, siger Per Smed, der er formand for Grauballe Forum.
Tirsdag blev det første spadestik så taget til byggeriet af den nye store hal, og der var både flag og kage i Grauballe.
- Vi har en drøm om, at alle skoler i vores kommune skal have en hal, og der var Grauballe et af de steder, der manglede, siger Gitte Willumsen (V), der er formand for kultur-, fritids- og idrætsudvalget i Silkeborg Kommune.
Den nye hal koster ni millioner kroner, og det er penge, som Silkeborg Kommune betaler. Til gengæld skal borgerne selv betale for at omdanne den eksisterende bygning til et forsamlingshus.
Du kan se det første spadestik blive taget samt interviews med Gitte Willumsen og Per Smed i videoen øverst på siden.