Glæde i Silkeborg: Kapellet flytter alligevel ikke
- Det kommer til at få rigtig stor betydning for de mennesker, der mister en, de har kær
Det kan godt betale sig at protestere.
Således har ledelsen i Region Midtjylland netop besluttet, at hospitalskapellet i Silkeborg alligevel ikke bliver flyttet til Viborg. Dermed slipper pårørende i Silkeborg for at køre de 35 kilometer til Viborg for at sige farvel.
- Det er jeg rigtig glad for at høre. Det kommer til at få rigtig stor betydning for de mennesker i Silkeborg, der mister en, de har kær. At de får mulighed for at være tæt på afdøde, hvis de har behov for det, siger Jakob Gregers Nissen, provst i Silkeborg Provsti.
Læs også
Han var en af dem, der var stor modstander af, at kapellet i Silkeborg skulle flyttes til Viborg.
- Når man er præst eller bedemand, ved man, at mennesker, der mister en, de har kær, har behov for at se afdøde for bedre at kunne komme godt videre, siger Jakob Gregers Nissen.
Region Midtjylland har en god forklaring på, hvorfor de har sparket planerne om at flytte kapellet i Silkeborg til hjørne.
- Vi troede, at det ville være mere besværligt at løse opgaven i Silkeborg, da to erfarne medarbejdere dernede gik på pension. Vi var ikke opmærksomme på, at kompetencerne kunne komme et andet sted fra, siger Ole Thomsen, koncerndirektør, Region Midtjylland.
Læs også
For det kræver noget særligt at kunne tage sig af pårørende ved akut opståede ulykker
- Vi har fundet ud af, at intensivsygeplejesker godt kan håndtere opgaven. Det var vi ikek opmærksomme på, siger Ole Thomsen.
Ledelsen i Region Midtjylland vil nu kun indstille at indføre lejeaftaler med bedemænd for de kapeller, som regionen ikke længere bruger selv. Det drejer sig om kapellerne ved Regionshospitalet i Skive og Sundhedshuset i Grenå.
Forslaget om at flytte kapelfunktionen fra Silkeborg til Viborg blev fremsat, fordi Region Midtjyland mente, at personalet i Viborg er bedre uddannet til at håndtere akutte dødsfald.