Stor røgudvikling under værkstedsbrand
En brand har torsdag eftermiddag raseret en bygning ved et tidligere autoværksted.
Torsdag eftermiddag er Lollandsgade i Silkeborg spærret for trafik på grund af en brand i en bygning ved et tidligere autoværksted.
Midtjysk Brand & Redning fik melding om branden klokken 14.44.
- Det brændte kraftigt, da vi kom, og der var meget røg. Vi fik dog forholdsvis hurtigt styr på branden, og så lagde røgen sig, siger indsatsleder Anders Simonsen fra Midtjysk Brand & Redning.
Det tidligere værksted består ifølge indsatslederen af flere garagebygninger, og det er kun den ene af dem, der har været ild i.
- De andre garager står tomme, og jeg ved ikke, hvad der har været på det her reservedelslager, for alt er ødelagt. Ilden har haft godt fat oppe på reservedelslageret, som er en slags repos bagerst i bygningen, og det er helt udbrændt, siger Anders Simonsen.
Opfølgning brand på Lollandsgade i Silkeborg. Der foretages nu efterslukning på brandstedet. Der ses ikke mere røg i området. #politidk
— Midt- & Vestjyllands Politi (@MVJPoliti) July 2, 2020
Årsag til brand endnu ukendt
Ingen personer er ifølge indsatslederen kommet til skade ved branden.
Branden udviklede meget røg, og selvom røgen ikke umiddelbart er farlig, skal man stadig passe på sig selv.
- Hvis der er nogen, der er i forbindelse med røg i området, som føler sig utilpas, så skal de søge læge, siger vagtchef Allan Riis fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.
Midtjysk Brand & Redning arbejder fortsat på stedet, men forventer snart at være færdige, hvorfor afspærringen også snart forventes ophævet.
Hvordan branden er startet, er endnu uvist.