Frygter den næste regnbyge: Rikkes terrasse er blevet til en pool

Hus- og sommerhusejere langs Gudenåen kæmper lige mod stigende vandstand og oversvømmelser.

De seneste ugers ustadige vejr med skybrud flere steder i Østjylland, har fået vandstanden til at stige usædvanlig meget i Gudenåen. 

quote Nu er det nærmest en lille pool, vi har fået os her.

Rikke Froberg, sommerhusejer.

Det fortæller flere beboere langs åen til TV2 ØSTJYLLAND. 

Åen er længe gået over sine bredder, og det går blandt andet ud over Rikke Frobergs sommerhus i Resenbro øst for Silkeborg, hvor terrassen lige nu er fuldstændig dækket af vand. 

- Nu er vi på min terrasse, eller det der plejer at være min terrasse. Nu er det nærmest en lille pool, vi har fået os her, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND. 

Rikke Frobergs terrasse kunne ligeså vel ligne bunden af en sø eller et vandløb.
Rikke Frobergs terrasse kunne ligeså vel ligne bunden af en sø eller et vandløb.

Rikke Froberg skulle have haft familien med i sommerhuset i weekenden, men de massive vandmængder fik altså sat en stopper for planerne. Samtidig ser været ifølge DMI ustabilt ud de kommende dage med mulighed for endnu mere regn over Rikke Frobergs grund. 

quote Det, vi oplever nu, er meget voldsommere, end vi nogensinde før har prøvet

Rikke Froberg, sommerhusejer.

- Jeg frygter bare den næste regnbyge, og det bliver jo bare ved og ved. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige. Det er bare rigtig meget øv, siger hun. 

Hun efterlyser hjælp til at tage kampen op imod oversvømmelserne, selvom hun godt ved, at det er et vilkår, når man har en bolig så tæt ved vandet. 

- Det, vi oplever nu, er meget voldsommere, end vi nogensinde før har prøvet. Man kan jo ikke gardere sig mod alting. Det her er vores råb om hjælp: Gør noget nu, vi ved ikke, hvad vi skal stille op.

VIDEO: Se Rikke Frobergs terrasse, der lige nu minder mere om en pool.

Naboen har selv klimasikret 

Ved siden af Rikke Froberg har Frank Haunstrup ligeledes et sommerhus. Da han overtog grunden, valgte han at hæve den 60 centimeter og bygge et nyt sommerhus ovenpå det hævede areal. 

Alligevel er han bekymret for den fortsat stigende vandstand i Gudenåen. 

- Det tordner og det lyner, og jeg ved, at vandstanden stiger. Broen dernede, i morgen er den væk, siger han og peget på en lille bådebro for enden af haven. 

- Jeg har aldrig oplevet vandstanden være så høj på det her tidspunkt om året, siger han og fortæller, at han er kommet i området i 50 år. 

Ligesom Rikke Froberg mener han, at der bør gøres noget for at hjælpe sommerhusejere og beboere langs åen. 

- Om det er at slå grøden, lukke mere op i Tangeværket eller en helt tredje eller fjerde løsning, det må vi jo have nogen, der ved noget, om de her ting, til at finde en løsning på. Det er i hvert fald på tide, at man tager det seriøst. 

Frank Haunstrup mener, at vandstanden er den højeste han nogensinde har oplevet for denne årstid.
Frank Haunstrup mener, at vandstanden er den højeste han nogensinde har oplevet for denne årstid.