Frossen skinke og 300 æg: Her er de mærkeligste ting, politiet har beslaglagt
Der kommer hver dag nye ting på hylderne i kosterrummet hos politiet, der løbende er nødt til at destruere effekter. Med våben er der en helt særlig fremgangsmåde.
Et udsmykket knojern, litervis af olivenolie og 40.000 cigaretter er blot nogle af de ting, som lige nu bliver opbevaret på Silkeborg Politistation.
De ligger i det såkaldte kosterrum, og ifølge vicepolitiinspektør Morten Bujakewitz har de færreste fantasi til at forestille sig, hvad der har ligget på hylderne gennem tiden.
- Jeg kan love, at der har været mange mærkelige ting i det rum. Man ville blive overrasket, siger vicepolitiinspektør Morten Bujakewitz, der har 26 års erfaring i politiet.
Der er tale om ting, der blandet andet bliver opbevaret i forbindelse med en gerningsstedsundersøgelse eller en ransagning. Blandt effekterne er også våben, der er forsøgt kamufleret som andre ting.
Makeup eller et våben?
For folk er nemlig meget opfindsomme, når det kommer til at skjule våben på sig, fortæller vicepolitiinspektøren.
Det er også tilfældet med en lille lyserød beholder med similisten på, der mest af alt ligner noget, der hører til i en kosmetiktaske. I virkeligheden er det en peberspray, som siden starten af 2021 har været kategoriseret som et våben.
- Vi ser mange kreative ting. Jeg har set bæltespænder, hvor der har været opbevaret en lille kniv. Men vi finder typisk tingene alligevel, fordi vi kigger på baggrund af en mistanke og derfor er ekstra opmærksomme, siger vicepolitiinspektøren.
Noget af det mærkeligste har dog været 300 konfiskerede æg og for nylig en stor mængde frosne skinkestrimler og ost, som stammede fra et indbrud i et pizzeria.
Til den slags er der en stor fryser i kosterrummet, som løbende er blevet tilpasset de mange forskellige ting, der bliver beslaglagt.
Og det er nødvendigt. For noget af det, politiet får ind, kommer med en meget skarp lugt.
Derfor har man for eksempel været nødt til at lave et særligt rum til de planter, der bliver konfiskeret, når politiet finder et skunklaboratorie.
- Når det bliver høstet, går det hurtigt i forrådnelse, og så lugter det rigtig meget. Så vi er nødt til at have et sted, vi kan opbevare det, selvom vi forsøger at få det destrueret relativt hurtigt, siger Morten Bujakewitz.
På hylderne lander også ofte penge og narkokoster i alt fra mængder, der kan være i de såkaldte pølsemandsposer til mange kilo. Kun fantasien sætter grænser, fortæller vicepolitiinspektøren.
Det, de har mest af, er dog tøj fra ofre eller gerningsmænd i verserende sager og stjålne genstande. Det tæller mange designermøbler, værktøj, smykker, ure, computere og mobiler.
I mange tilfælde bliver tingene genforenet med ejermanden, men sker det ikke, eller er der tale om et ulovligt våben, er der en helt særlig fremgangsmåde, når det skal bortskaffes.
Våben hakkes i småstykker
Flere gange dagligt kommer der nye ting på hylderne, og for at det ikke skal hobe sig op i store bunker, bliver det løbende destrueret.
- Der er noget, vi ikke kan finde ejermænd på. Hvis det for eksempel er nogle meget specielle smykker, efterlyser vi ejermanden på de sociale medier, men på et eller andet tidspunkt må man give op, siger vicepolitiinspektøren.
Politiet har et firma til at tage sig af den praktiske opgave med at destruere tingene. De tager det med på forbrændingen og ser til, når det bliver smidt i forbrændingsovnen.
Der er streng kontrol med, at det, der skal destrueres, rent faktisk bliver det. Også med våben er der også en særlig fremgangsmåde. Her kommer der en speciel vogn ud til stationen, som klipper dem i småstykker på stedet.
- Det bliver klippet i nogle relativt små stykker, så man ikke risikerer, at det kan bruges igen. Det handler også om tillid til politiet og tillid til, at vi gør det ordentligt, siger Morten Bujakewitz.
Kom med ind bag murene på politistationen i Silkeborg, hvor vi i serien 'Mit liv som betjent' følger efterforskere og gadebetjente.