Frivillig oprydning: Dykkere finder knallert, hårtørrer og et hav af flasker
Bemærkelsesværdige fortidslevn blev søndag hevet op af vandet ved Silkeborg, da dykkere og lystfiskere samarbejdede på en årlig oprydningsdag.
Flasker, en natpotte og sågar et knallertstel.
Det var alt godt fra åen, der blev hevet op på land, da 13 dykkere fra Søhøjlandets Dykkerklub søndag var mødt frem til den årlige dag, hvor der samles affald i Remstrup Å ved Silkeborg.
- Det værste, vi har fundet engang, var en kampvognsgranat ved broen over til Slotsholmen, fortæller dykker Svend Levring til TV2 ØSTJYLLAND.
Inde på bredden stod medlemmer fra Silkeborg Fiskeriforening søndag til at tage imod dykkernes fund. Udover masser af tomme flasker bød dagens dyk på en gammel dankortautomat, en natpotte og en hårtørrer.
Skraldet skal være fra vandløbet og håndteres ansvarligt ovenvande.
- Vi har interesse i, at vi holder naturen i orden, ikke? I disse tider skal det hele jo være bæredygtigt, siger Svend Aage Severinsen, medlem af Silkeborg Fiskeforening.
Han var en af flere, der lørdag gjorde fortidsfund blandt alt det, dykkerne fandt ude på bunden af åen.
Det blev blandt andet til et gensyn med en mælkeflaske magen til dem, de aldrende herrer selv oplevede for årtier siden.
- Jeg vil skyde på, at den er fra, dengang vi var unge, når mælkemanden kom og satte sådan en liter på vores fortrappe, siger Svend Aage Severinsen.
Noget tyder på at den årlige affaldsindsamling gør en forskel.
- I starten kunne vi fylde en container, men det kan vi altså ikke mere, siger Svend Levring fra Søhøjlandets Dykkerklub.
Lystfiskerne har udover de grønne ambitioner også egne interesser i, at skraldet bliver fjernet fra åen.
- Vi er måske fri for at miste vores fiskegrej, hvis det får fat i sådan noget skidt derude på bunden. Får man krogen i en halv Puch Maxi, så er den ikke nem at få op igen, siger Svend Aage Severinsen.