Fremtiden på plads for Jakob Fuglsang
Jakob Fuglsang har forlænget sin kontrakt med Astana-holdet.
Han er lige blevet far, og nu kan Jakob Fuglsang også fejre, at han har skrevet under på en ny kontrakt.
Det blev meddelt fredag på et pressemøde i Düsseldorf, hvor etapeløbet Tour de France begynder lørdag.
Danskeren havde kontraktudløb med udgangen af i år, men med den nye kontrakt bliver han hos Astana til og med 2019.
Den 32-årige cykelrytter har kørt for Astana siden 2013, og han har inden for det seneste år leveret karrierens mest opsigtsvækkende resultater.
I august sidste år vandt Jakob Fuglsang sølv i linjeløbet på landevej ved OL i Rio.
Læs også
Tidligere i juni i år vandt han det franske etapeløb Critérium du Dauphiné, hvilket Jakob Fuglsang selv kaldte den største sejr i karrieren.
Astana møder frem til Tour de France med Fabio Aru som officiel holdkaptajn.
Den 26-årige italiener vandt i 2015 etapeløbet Vuelta a España.
Sidste år blev han nummer 13 i Tour de France, mens Jakob Fuglsang endte som nummer 52.
Læs også
Danskerens bedste resultat i Touren er en syvendeplads i 2013.
Jakob Fuglsang har udtrykt en forventning om, at han og Fabio Aru som udgangspunkt deler rollen som holdkaptajn blandt de ni ryttere på Astanas hold i Touren.
Tour de France begynder lørdag i Düsseldorf og slutter 23. juli i Paris.