Formand efter konkurs: - Jeg har det rigtig skidt med det
Formand for Regatta Silkeborg Johanne Errboe har det skidt med, at festen er endt i en konkurs. Det betyder dog ikke, at det er slut med regatta i byen, hvis det står til borgmester Helle Gade (S).
Festen var fed, men efterfesten gør ondt.
Nogenlunde sådan beskriver formand for Regatta Silkeborg Johanne Errboe situationen omkring festivalen, der kun lige er afsluttet og nu erklæret konkurs.
- Da vi gik ind i festivalen, var vi i totalt godt humør, helt oppe at køre og med godt vejr i udsigt. Hvor heldige kan vi være, tænkte vi, men ugen efter kunne vi godt se på omsætningstallene, at det ikke så så godt ud, siger formand Johanne Errboe.
Læs også
Omsætningstallene var særligt salget af fadøl, der kun blev omkring halvt så stort som budgetteret.
I grove træk drak regattadeltagerne i gennemsnit kun en halv og ikke en hel fadøl, som festivalleder Trine Valentin tidligere i dag har forklaret, og det har nu ført til den ultimative konsekvens i form af konkursbegæringen.
Formand: - Vi er virkelig pressede
Allerede i ugen efter festivalen tog festivalen fat i en advokat, der kunne hjælpe med at få udredt situationen, fortæller formanden, der ikke har det godt med situationen.
- Jeg har det megadårligt. Vi har jo næsten ikke sovet i et par uger efterhånden. Vi er virkelig pressede over det. Vi er alle sammen frivillige og har lagt så meget hjerteblod i det, så det er derfor frygteligt ærgerligt. Selvfølgelig mest for dem, der ikke får deres penge. Så jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige. Jeg har det rigtig skidt med det, siger formanden til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Oven på nyheden om konkursbegæringen er skuffelsen stor. Både hos nogle af de aktører, som nu har penge i klemme, men også fra politisk hold.
Konkursen ærgrer formand for Kultur- Fritids- Outdoor- og Idrætsudvalget Johan Brødsgaard (RV), der frygter, at flere kan tabe penge, hvis konkursen udløser en kædereaktion. Også kommunen risikerer at tabe penge på regattakonkursen.
- Det er enormt skuffende. Vi havde en god folkefest, og der var mange ting, som lykkedes. Men hvis det var for lånte penge, er det rigtig ærgerligt, siger Johan Brødsgaard til TV2 ØSTJYLLAND.
Også borgmester Helle Gade (S) er ærgerlig over, at regattaen nu er endt i konkurs. Det havde hun ikke set komme.
- Nej, det havde jeg ikke, for det var virkelig noget af en fed fest, vi havde i fire dage, siger Helle Gade.
Selv om det hele nu er endt med et stort økonomisk hul, var det den rigtige beslutning at kommunen pegede på netop den her arrangør, da de skulle vælge mellem fem tilbud.
Helle Gade peger på, at det var det foregående økonomiudvalg, der traf beslutningen, en på det tidspunkt god beslutning mener borgmesteren, der ikke selv havde plads i udvalget dengang.
Det har hun til gengæld nu som borgmester, og derfor skal hun også være med til at evaluere regattaen og herunder konkursen.
Silkeborg er dog ikke færdige med regatta, hvis det står til borgmesteren.
- Står det isoleret til mig, skal Silkeborg have en regatta igen og i mange år fremover, for det er en del af byens DNA, siger borgmesteren.
Rettelse
Tidligere fremgik det, at borgmester Helle Gade ville have en regatta igen næste år. Det er ikke tilfældet, og regatta afholdes hvert 3. eller 4. år.