Forældre er frustrerede: Har ventet i over 35 år på ny vej

På Nørreskov Bakke i Silkeborg forstår beboerne ikke, hvorfor en vej, som i årtier har været planlagt, ikke bliver til noget.

01:43

VIDEO: Hver morgen og eftermiddag følger forældre deres børn over Nørreskov Bakke i Silkeborg. I flere årtier har de ventet på, at politikerne beslutter at lave den vej, de har ventet på siden 1985.

I over 35 år har beboere ved Nørreskov Bakke i Silkeborg gået og ventet på en vej, som politikere har stillet dem i udsigt.

Torben Skov flyttede hertil i 1976, og han har mistet troen på, at den nogensinde kommer.

- Dengang var der allerede tale om, at der skulle være en omfartsvej. Men så er det åbenbart gået i glemmebogen, fortæller han til TV2 ØSTJYLLAND.

I dag kører der 11.000 biler og lastbiler i døgnet på Nørreskov Bakke - samtidig med at børn cykler til og fra skole.

- Vi går altid rundt med en bekymring i forhold til vejen, fortæller Lene Friedrichsen, som flyttede til Nørreskov Bakke i 1995. 

Skoleelever venter på at krydse Nørreskov Bakke.

Hver morgen sender hun sin datter afsted på cykel i skole. Lidt længere henne ad Nørreskov Bakke står fire skolevenner og Rikke Nørregaard Jespersen klar til at følge dem over vejen. 

- Det er nødvendigt. Der er så meget trafik her på vejen. Det er helt uansvarligt, hvis børnene skal gøre det selv, siger Rikke Nørregaard Jespersen til TV2 ØSTJYLLAND. 

Det er selvfølgelig vores allerstørste frygt, at nogle af dem bliver kørt over.

Rikke Nørregaard Jespersen, forælder.

Om eftermiddagen skal hun stå der igen, når de skal over vejen for at komme hjem.

- Det er selvfølgelig vores allerstørste frygt, at nogle af dem bliver kørt over, fortæller hun.

Midt- og Vestjyllands Politi har tidligere sendt en bekymringsmail til Silkeborg Kommune, hvor man kalder det for en uhensigtsmæssig vej for børnehavebørn, og blandt andet foreslår kommunen at lave fodgængerfelter.

Læs også Trafikkaos efter bil-demonstration: Beboerne kræver deres vej sikret

Kan man stole på kommunens planer? 

Beboerne på vejen har i mange år troet, at der ville komme en anden omfartsvej, som vil lede især den tunge trafik uden om Nørreskov Bakke og ind til Silkeborg midtby.

- Det har figureret i lokalplanerne, at der skulle komme en aflastningsvej til Nørreskov Bakke siden 1985. Så den har vi gået og kigget langt efter, siger Lene Friedrichsen

I takt med at motorvejen kom i 2016, så tænkte beboer, at nu kommer den endelig.

- Det endte med, at vi fik en afkørsel for enden af Nørreskov Bakke, og det har betydet, at vi har fået endnu mere trafik, fortæller Lene Friedrichsen.

Den 2. juli blev der afholdt beboermøde for borgerne på Nørreskov Bakke om de trafikale problemer.

Jeg røg ud af byrådet i 2007 og der stod den på planen, og da jeg kom ind igen i 2010, der var den væk.

Hans Okholm (SF), formand for Plan- og Vejudvalget, Silkeborg Kommune.

Mister tilliden til de politiske beslutninger

Flere mulige veje har været i spil i forhold til at lede trafikken uden om Nørreskov Bakke - og de har været nævnt i kommuneplaner og i en Trafikplan fra 2009, hvor der var afsat 25 millioner kroner til vejen, som skulle stå færdig i 2015.

Men den blev droppet.

- Jeg røg ud af byrådet i 2007 og der stod den på planen, og da jeg kom ind igen i 2010, der var den væk, fortæller formanden for plan- og vejudvalget i Silkeborg Kommune, Hans Okholm (SF) og fortsætter.

- Jeg har ikke argumentationen for, hvorfor man valgte det fra dengang.

Hvor er pengene blevet af?

De er nok røget til mange andre projekter, fortæller formanden til TV2 ØSTJYLLAND.

Formand for Plan- og Vejudvalget, Hans Okholm (SF) fortæller, at der ikke kommer en vej foreløbigt.

Selvfølgelig har kommunen ret til at ændre lokalplanerne, men vi almindelige mennesker kan ikke sidde og studere lokalplanerne i den fart, som de kan ændre dem.

Lene Friedrichsen, beboer.

På Nørreskov Bakke har de svært ved at navigere i ændrede kommune- og lokalplaner og hvad der bliver til noget - de er ved at miste troen på, at de kan stole på de politiske beslutninger.

- Selvfølgelig har kommunen ret til at ændre lokalplanerne, men vi almindelige mennesker kan ikke sidde og studere lokalplanerne i den fart, som de kan ændre dem, fortæller Lene Friedrichsen.

Hun efterlyser mere gennemskuelighed i det arbejde, som kommunen laver og begrundelser for, hvorfor de gør, som de gør.

- Så det var nemmere for den almindelige borger at blive klog på og følge med i, siger Lene Friedrichsen.

Læs også Sådan kommer ny bydel med 7.000 indbyggere til at se ud

Ingen ny vej foreløbigt

Hans Okholm fortæller, at der lige nu ikke er penge til en ny vej.

- Den er ikke planlagt og der er ikke sat penge af til nye anlæg. Og det tror jeg heller ikke, der kommer, siger Hans Okholm til TV2 ØSTJYLLAND.

De får deres vej. Problemet er bare stadig, vi ikke ved hvornår.

Kuno Danielsen (DF), næstformand, Plan- og Vejudvalget, Silkeborg Kommune.

Men i takt med, at man er ved at bygge en ny bydel for enden af Nørreskov Bakke - Eriksborg med 7.000 indbyggere, så er planerne for en omfartsvej kaldet "Ny Randersvej" på kommuneplanen.

- De får deres vej. Problemet er bare stadig, vi ikke ved hvornår. Det er planlagt, at der laves en vej, når man udbygger Eriksborg. Så noget vej vil de få, fortæller næstformand i plan- og vejudvalget, Kuno Danielsen (DF) til TV2 ØSTJYLLAND.

I forbindelse med den nye bydel Eriksborg, har man lavet et forslag til »Ny Randersvej« fra Nørreskov Bakke/Eriksborgvej mod Høje Kejlstrup. Den vej er i forvejen indarbejdet i den eksisterende kommuneplan. Foto: Silkeborg Kommune

Men det bliver ikke inden for de næste fem til 10 år, ifølge Hans Okholm. Og så skal beboerne ikke regne med, at trafikken nærmest vil forsvinde.

- Nørreskov Bakke er en tilkørselsvej til Silkeborg, og der skal nødvendigvis køre biler. Det kan ikke undgås. Der har været en større stigning i trafikken på Viborgvej, fortæller formanden for plan- og vejudvalget.

Børnene kæmper også for at få sat farten og den tunge trafik på Nørreskov Bakke ned.

Andre muligheder for at skabe en sikrere skolevej 

I udvalget er man i gang med at se på, hvordan man kan skabe større tryghed for de bløde trafikanter på Nørreskov Bakke.

- Jeg kunne godt forestille mig, at man satte hastigheden ned til 40 km/t, siger Kuno Danielsen (DF). 

Hvad det ender med og hvornår det sker, det ved de ikke endnu.

- Om det er chikaner, fodgængerfelter eller forsøge at få lastbiler uden om, det ved jeg ikke. Det drøfter vi på det kommende møde i plan- og vejudvalget, siger Hans Okholm.

08:59

Kan man stole på de planer, som kommunerne lægger for fremtiden? Og hvad gør man hvis man bosætter sig et sted og pludselig er alle de ting, som var planlagt fjernet eller lavet om. I Silkeborg har beboerne på Nørreskov Bakke i mange år ventet på en ny vej, som kan lede trafikken væk fra deres vej. Og i Randers er børnefamilier i vildrede over en manglende tunnel.

Luk video

Silkeborg Kommune har lige nu Kommuneplan 2020-2032 i høring. I den forbindelse bliver der afholdt flere borgermøder.