For første gang i fem år: Folkefest i Silkeborg er tilbage

Regatta Silkeborg er tilbage efter fem år, og det er med nye arrangører, der forventer 350.000 gæster i løbet af gadefestivalens fire dage.

Det er fem år siden, at Regattaen senest har fyldt gaderne i Silkeborg med musik, fest og godt humør. 

Nu er den historiske byfest, der har mere end 100 år på bagen, tilbage. Denne gang med 350.00 deltagere, forventer de nye arrangører. 

Fyrværkeriet er normalt en traditionsrig del af regattaen, men i år satser man i højere grad på et fyrværkeri-/lysshow. Det falder dog ikke i god jord hos alle.

- Det er jo skidt, vi plejer at være rigtig stolte af vores by og at kunne vise det frem. Det plejer at trække mange mennesker til Silkeborg. Men nu ser vi hvad der sker i år, jeg tror godt de kan leve op til det, og at det bliver rigtig godt, siger Lisbeth Balleby Pedersen fra Silkeborg, som deltager i festivalen. 

Lisbeth Balleby Pedersen (tv) og hendes veninde er til Regatta i Torveteltet.
Lisbeth Balleby Pedersen (tv) og hendes veninde er til Regatta i Torveteltet.

Trine Valentin er festivalleder for Regatta Silkeborg, og hun fortæller, at det kun er få ting, som er ændret fra tidligere år.

- Eksempelvis har vi holdt fast i et telt som dette, siger Trine Valentin fra Torveteltet, hvor stemningen er høj. 

- Det er fedt at se, hvor mange der er med sådan en onsdag aften. Folk står på bordene allerede her inden klokken 20, siger festivallederen.

Festivalen fortsætter til på lørdag, og der er 40 gratis koncerter. Sangerinden Mekdes går på scenen som den sidste lørdag. In den da kan publikum også opleve blandt andre Mads Langer, Lord Siva og lokale Hugorm med Simon Kvamm i spidsen.