Fodbold på Jorn'sk
Sekskantet bane og tre mål
Når kunstneren Asger Jorns 100 års fødselsdag skal fejres næste år, så bliver det blandt andet med triolektisk fodbold. Et spil, som Silkeborg-kunstneren udtænkte i 1960'erne. Det oplyser den frivillige borgergruppe, Jorn 100 gruppen, der vil arrangere stævner og showkampe i Silkeborg.
- Asger Jorn var en folkelig kunstner og jeg tror, at hans fodboldspil kan give et indblik i hans omfattende kunstneriske univers på en sjov og anderledes måde, siger formanden for gruppen, Jens Erik Jørgensen.
Asger Jorn gjorde sig tanker om, hvordan et tredje hold på fodboldbanen ville ændre spillets karakter. Han drog paralleller til tidens spændte politiske klima under den kolde krig. Og selv om den tid for længst er slut, så spilles triolektisk fodbold flere steder i Europa.
- Det er vores ønske, at man i 2014 skal kunne prøve Jorns version af fodbolden. DGI afholder stævner i Silkeborg, hvor man kan afprøve de sjove sider af spillet. Det hele kulminerer i august 2014, når Silkeborg IF laver showkampe i byen", siger Jesper Holbøll, der har taget initiativ til arrangementerne.