Flygtninge vil holde mindre fri
I Silkeborg Kommune får flygtninge danskundervisning tre dage om ugen. Men nu beder flere af dem om at blive undervist hele ugen
Knap 300 flygtninge bliver undervist i dansk tre dage om ugen på sprogskolen i Silkeborg. Men tre dage om ugen er ikke nok for flygtningene. De ville meget gerne have mere undervisning.
- For at lære sproget hurtigere. For at kunne blive accepteret i et nyt land, skal du kunne tale sproget. Jeg vil gerne studere sproget fem dage om ugen, for jeg bryder mig ikke om at sidde hjemme uden at lave noget, siger Oday Alladin, der er flygtning og opholder sig i Silkeborg.
- Der er ingen tvivl om, at det er bedre at gå i skole fem dage om ugen færre timer, end tre dage om ugen med mange timer, siger Sofie Gade Billeskov, der er sproglærer i Silkeborg.
I Silkeborg Kommune forstår man bekymringen, men mener ikke, at øget undervisning er løsningen.
- Jeg kan sagtens forstå, at man kan sidde i en sofa og tænke 'hvorfor skal jeg ikke lave noget' to dage om ugen. Det gode svar er ikke undervisning, det gode svar er, at komme ud og lære at få omsat det, man har lært, og få yderligere træning på en dansk arbejdsplads, siger Michael Måløe, job- og borgerservicechef i Silkeborg Kommune.
Får ikke praktikplads
Problemet er bare, at flygtningene ikke kan få en praktikplads. Kun 70 ud af de knap 300 elever på skolen har fået en praktikplads. Alligevel vil Michael Måløe ikke ændre på prioriteringen.
- Det er en kombination af økonomiske grunde og så en række undersøgelser, der viser, at virksomhedspraktik er den mest hjælpsomme måde at komme ud på arbejdsmarkedet på, siger han.
Men over halvdelen er jo uden praktikplads, så det er et lidt hult argument?
Nej, det betyder bare, at vi ved godt, hvad der er det rigtige. Vi har ikke formået at få sat det i værk indtil nu. Det er derfor, vi har sat nogle flere medarbejdere i gang, sådan at vi hen over sommeren får mange flere ud i virksomhedspraktik, siger Michael Måløe.
Du kan se hele indslaget i videoen øverst i artiklen.