Flinta: Vi ser dumme ud
Sådan lyder det efter nederlaget til HB Køge
Silkeborg-spilleren mener ikke, at midtjyderne har lært noget som helst af efterårets 0-3-nederlag til HB Køge.
Silkeborg har som det eneste hold i Superligaen tabt til HB Køge. Og så er det endda sket to gange. Søndagens 0-1-nederlag på hjemmebanen piner forsvarsspilleren Dennis Flinta.
- Vi har ikke lært af, hvad der skete sidste gang, siger Flinta til TV2 Sport med henvisning til 0-3-nederlaget i efteråret.
- Vi har masser af chancer til at score et, to eller tre mål, men så er det typisk i fodbold, at modstanderen scorer, og så kommer vi til at se dumme ud. Vi er de eneste, der har tabt til dem. Det er også deres fortjeneste, selv om vi ikke er skarpe nok, mener forsvarsspilleren.
Silkeborg-træner Troels Bech ærgrer sig ligesom Dennis Flinta over, at han måtte se sine spillere brænde den ene store chance efter den anden og gå fra banen uden point.
- Vi har alle de chancer, der skal til for at vinde komfortabelt. Men vi gør os selv sårbare, når vi ikke scorer på chancerne. Det er frygteligt irriterende, men det var ikke nogen pinlig indsats, siger Bech til TV2 Sport.
Henrik "Tømrer" Pedersen, der brændte en del store chancer i kampen, minder dog om, at Silkeborg i sidste weekend måske var en anelse heldige med at få 2-2 med fra forårspremieren mod OB:
- Sådan er fodbold. Det er selvfølgelig ikke sjovt, men i sidste weekend stod vi med en lidt anden fornemmelse i Odense.