Farligt gulv lukker skoledel

Fugtproblemer skaber fare for sammenstyrtning

Genrefoto.

Sejs Skole har problemer med underlaget. Et betongulv på skolen er så angrebet af fugt, at flere lokaler ikke må bruges på grund af fare for sammenstyrtning.

En af fløjene på Sejs Skole ved Silkeborg er i så dårlig forfatning, at man simpelthen har været nødsaget til at lukke dele af skolen. Et betongulv er så angrebet af fugt, at der er fare for, at det styrter sammen. Det betyder, at fem klasser er lukket ned, og eleverne må indfinde sig andre steder på skolen, skriver mja.dk.

Erosionen i betongulvet blev opdaget, der skal skulle foretages et syn af skolens kloaksystem, fordi det kunne være årsagen til, at skolen var plaget af skimmelsvamp. Men årsagen viste sig altså at være et gulv i forfald.

- Det er alvorligt, men der er heldigvis ikke sket noget, og der bliver gjort noget nu for at udbedre problemerne, siger den pædagogiske leder på Sejs Skole, Anne-Marie Pedersen, til mja.dk.