Enhedslisten tordner frem
Kan blive det nye parti i flere byråd
Enhedslisten kan blive det nye parti i flere byråd i Østjylland. Det viser en ny prognose lavet for altinget.dk.
Det er Enhedslistens fremgang på landsplan, der også ventes at smitte af ved valgene til kommunalbestyrelserne.
Hvis det holder stik, betyder det mindst ét mandat i byrådet i Silkeborg.
- Vi er da rigtig glade for, at det ser ud til, at vi får et rigtig godt valg, siger spidskandidat for Enhedslisten i Silkeborg, Lene Fruelund til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Lene Fruelund afviser, at Enhedslisten vil 'forsinke' arbejdet i byrådet, fordi partiet er kendt for at inddrage hovedbestyrelsen i beslutningsprocessen.
- Sådan er det ikke. Sagen er den, at de folk vi får i byrådet de træffer beslutninger, hvis de kan blive enige, og hvis de ikke kan blive enige, ja så må man jo inddrage bestyrelsen, forklarer Lene Fruelund.
Enhedslisten i Silkeborg fik to procent af stemmerne ved valget i 2009. Denne gang står partiet til syv procent.
Se hele interviewet med Lene Fruelund ovenfor og se mere på TV 2 | ØSTJYLLAND kl. 19.30.