Elever prøvede kræfter med en duatlon
Motionsdag bød på løb og cykling i Silkeborg
I Silkeborg har den årlige motionsdag fornyet sig, og her var de traditionelle fem kilometers løb skiftet ud med en duatlon.
Næsten 300 skoleelever fra 7. til 9. klasses var fredag samlet ved Øster Søbad i Silkeborg, hvor der var motionsdag.
Og som noget nyt havde årets motionsdag taget en helt ny og mere ekstrem drejning.
- Det er anderledes end fodbold og håndbold, og duatlon lugter lidt af trisport, og det er noget af det, der hitter lige nu, siger Marianne Gloggengichser, der er bestyrelsesmedlem i Silkeborg Motion- og Triklub.
Fredag skulle eleverne prøve kræfter med først tre kilometer løb, derefter 15 kilometer cykling og til sidst fire kilometer løb rundt om søen.
Det er fedt
- Jeg synes, det er fedt, at vi ikke bare løber. Der er andre gange, hvor vi bare har lavet noget idræt, og så synes jeg, at det er federe, at vi kommer ud og laver flere forskellige sportsgrene, siger Mikkel Helbo, der er 14 år gammel og fra Silkeborg.
Og Alexander Nielsen på 15 år er enig:
- Det er spændende, når vi får lov til at prøve nogle nye ting.
Håbet er, at fredagens duatlon kan gentages igen til næste år, og at den kan udvides fra næsten 300 skoleelever til 500.
Du kan se mere om motionsdagen i tv-indslaget øverst på siden.