Eftersøgning i Silkeborg: Frivillige leder efter René
Frivillige leder efter 48-årige René Petersen, der har været savnet siden søndag, hvor han forlod Psykiatriens Hus i Silkeborg
Opdateret: René Petersen blev fundet i god behold onsdag 23. november.
Frivillige fra organisationen Missing People leder efter 48-årige René Petersen, der har været savnet siden søndag, hvor han forlod Psykiatriens Hus i Silkeborg i nedtrykt sindstilstand.
René Petersen blev efterlyst søndag klokken 19.47, fortæller fungerende politikommissær Lis Borup.
Hun oplyser desuden, at René Petersen er psykotisk og skizofren. Søndag havde han ikke taget sin medicin i to dage.
Mandag ledte 30 frivillige og seks hunde efter René Petersen efter aftale med politiet. Eftersøgningen fortsætter senere tirsdag, fortæller Vivian Winther Eriksen, indsatsleder og formand for Missing People.
Et vidne har mandag aften set en person, som menes at være René Petersen, fortæller Lis Borup. Vidnet så manden ved 22-tiden på Kejlstrupvej i Silkeborg.
- Vidnet vidste ikke på det tidspunkt, at René Petersen var forsvundet. Da det gik for vidnet, henvendte det sig til politiet tirsdag formiddag, siger Lis Borup.
Læs også
Politiet i Silkeborg har ikke på nuværende tidspunkt iværksat en eftersøgning af René Petersen, fortæller Lis Borup.
René Petersen beskrives som: 180 cm høj, spinkel af bygning og med et smalt ansigt. Han har kort mørkebrunt, tyndt hår og skægstubbe.
Da han forsvandt, var han klædt i mørkeblå Adidas-bukser med hvide striber og en jakke. Han gik i sko uden strømper. Hvis man har set René Petersen eller har oplysninger i sagen, bedes man kontakte politiet på telefon 114.