Efterlyser lovlig graffitivæg
Mangler et sted at udfolde deres kreativitet
I weekenden blev starten på en uge med graffiti markeret på Skoletorvet i Silkeborg med et opbud af unge top-graffitimalere.
Men til hverdag må graffitimalerne se sig om efter andre byer, hvis vil male lovligt - i Silkeborg er der nemlig ingen steder, hvor man lovligt må male graffiti.
- Vi har brug for noget lignende her i Silkeborg. Det behøver ikke at være noget særligt. Vi har ikke så store krav. Det kan være en væg i en baggård, en cykeltunnel eller en mur i et industriområde, siger Jeppe Friis, der er en af arrangørerne af graffiti-arrangementet til Midtjyllands Avis.
Til hverdag må graffitimalere tage til byer som Herning, Aarhus, Horsens, Viborg og Kolding, hvis de vil spraymale uden at få problemer. Men nu håber Jeppe Friis, at arrangementet på Skoletorvet vil være med til at sætte fokus på at få lovlig graffiti til Silkeborg.