Efter 60 års ægteskab får Ruth sin store drøm opfyldt

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Drømmen om et rigtigt kirkebryllup ligger dybt forankret i de fleste piger. I hvert fald hos mange. Og selvom man bliver 80 år, så dør den drøm ikke nødvendigvis.

Det her er en ganske almindelig – og alligevel spektakulær historie om kærlighed.

Ægte ihærdig kærlighed.

Den handler om at elske hinanden på trods af forskelligheder.

Historien er et vidne om, at man aldrig skal give op på sine drømme, selvom det med tiden kan virke håbløst at gå fuldt ud efter dem.

Det hele står stadig klart i erindringen hos dem begge.

Lørdag den 1. august 1959. Ja, det er 61 år siden. Aksel stod med sin bror ude foran Linå Kro, og broderens kæreste havde overtalt en veninde til at tage med. Ruth var veninden.

Den gamle kro er for længst revet ned, og der er kun minderne tilbage fra enkeballerne. Disse fester satte fut i fødderne, og det var et sted, hvor man kunne være heldig at finde en ven, en kæreste eller endda måske lykken. Det sidstnævnte viste sig at ramme Aksel og Ruth. Aksel vidste det med det samme. Det gjorde Ruth ikke.

Ruth har sin faste plads. En behagelig lænestol med den bedste udsigt til fjernsynet. En roman ligger klar på kommoden og både fjernbetjening og askebæger er inden for rækkevide.

Stuen i det lille rækkehus i Voel er synligt præget af violette og lyserøde farver. I tykt og tyndt har ægteparret holdt sammen. De har i løbet af 60 års ægteskab boet fire forskellige steder. Dette er nok det sidste.

I 1959 gik der lidt tid, før Ruth blev sikker på, at Aksel var den helt rette følgesvend for hende. Ruth var flyvsk, højtråbende og altid klar med en kæk bemærkning. Men Aksel gav hende en ro og sagde, når hun skulle tage og slappe lidt af. Sådan er det stadig.

Året efter deres første møde blev de gift på rådhuset i Silkeborg. Kun 19 og 20 år gamle. Der var allerede en lille ny på vej. To personer var med til vielsen. Ruths mor og lillesøster på fem år. Den dag i dag kan hun stadig se dem for sig, siddende som vidner på bænken.

Rådhuset var praktisk, mente Aksel. Men det var ikke nok for Ruth. Godt nok gik hun med til det, men hun har lige siden måtte bære på den uforløste drøm om et kirkebryllup.

Tiden går. År efter år. Og det hele går hurtigt, når man efter 60 år ser tilbage på livet.

Forskellighederne bliver særdeles tydelige de første par år, og der har været mange op- og nedture. Når det hele blev for meget for Aksel, tog han hunden med på jagt. Tre børn blev det til. Så kom fem børnebørn og nu også et oldebarn. Hvor blev tiden af?

Parret købte en grund for 2.000 kroner og byggede deres eget gule hus i 1963. Plads til familien – fire rum og to stuer. Da det med tiden blev for stort til kun de to, rykkede de ind i rækkehuset i 1988.

Selvom livet går sin gang, og kroppen halter lidt, så forsvinder kækheden og det smittende grin ikke. Roen og den faste klippe er også helt intakt.

De er modsætninger, men også bedste venner som kan fortælle hinanden alt. De kan være helt sig selv sammen. Det er en gave, som betyder meget. Alligevel kan Ruth ikke slå den drøm ud af hovedet, som hun har haft, siden hun var en ganske lille pige.

Der er tryghed i de ting, du kender. Og dine drømme er ofte ikke altid de samme som naboens. Hverken Ruth eller Aksel har haft en længsel for at komme ud og se verden. Hvorfor dog det, når de ikke har set hele Danmark?

Camping blev et fast holdepunkt for familien, når der skulle tages en pause fra arbejdet på plejehjemmet, og når rendegraveren skulle holde lidt fri fra stenbruddet.

Campinglivet er frit. Her glemmer man tiden, og man spiser, når man er sulten. Det var sundt for dem begge. Netop på en af deres årlige campingture sker der noget, som bliver mindeværdigt i deres liv. Her blev Aksel overrumplet af fire kvinder, som han siger…

Den anden dag kom Aksel med en kuvert ind til Ruth i lænestolen.

Åh nej, en regning, tænkte hun. Men den så godt nok lidt stor ud.

Udenpå stod der ”Amalienborg”.

Selv Ruth rettede sig lettere op. Det var en lykønskning med deres diamantbryllup fra ingen andre end Hendes Majestæt Dronning Margrethe. Så bliver det ikke større.

Hvad Dronningen ikke ved, er, at Ruth endelig har fået skovlen under Aksel.

For et par uger siden var det tid til en campingtur til Mariager. En stille aften sad Ruth, to af deres børn og børnebørn og snakkede.

Aksel var der også - ene mand blandt fire kvinder. Her tog Ruth chancen, da snakken faldt på deres forestående diamantbryllup. Og denne gang blev Aksel overrumplet og kunne ikke sige nej.

Ruth spurgte: ”Skal vi ikke gifte os i kirken?”, og Aksel sagde overraskende: ”Jo, det kan vi da godt”. Da han vågnede næste morgen, spurgte han sig selv, hvad filan er det, jeg har sagt ja til?

Glæden hos Ruth kunne Aksel tydeligt se, og netop derfor begyndte vielsen i kirken også at betyde meget for ham.

Skal det være, så skal det være nu, som han siger. Og for Ruth er det drømmen, hun aldrig havde turdet håbe på, som endelig sker fyldest.

Skal du have det helt store skrud på?

Ja, er du vild i varmen, siger Ruth. Der er ingen tvivl. Drømmen om at blive gift i kirken med den mand, hun ubetinget elsker. Et ja til den mand som har stået ved hendes side gennem livet. Ikke bare et ja og en kærlighedserklæring ind over køkkenbordet. Et ja, der viser deres store kærlighed til hinanden. Et ja, som de siger højt foran alle tilhørerne i kirken og for Gud og mennesker.

Ruth er lidt nervøs for, om hun kan huske det, hun skal gøre i kirken. Aksel er ikke den nervøse type og fortæller hende, at det nok skal gå. Men hvad så bagefter?

Som en af døtrene efterfølgende spurgte: ”Mor, du er godt klar over, at det første år er det værste, når man bliver gift?”. Og det må jo komme an på en prøve, siger Ruth.