Drømmeferien må vente igen igen - ingen plads på hospitalet

Drømmeferien til Bornholm har ladet vente på sig flere år - og igen i år spænder manglen på gæstedialyse ben for, at John Pedersen og hans kone kan komme af sted.

Både bil og sommerhus var booket. John Pedersen fra Silkeborg ville have konen med på drømmeferien til Bornholm. 

Hans kone lider af nyresvigt og er afhængig af at kunne modtage dialysebehandling. Og der er også et hospital på Bornholm, så det tænkte John Pedersen ikke ville blive et problem.

- Jeg troede, det var en smal sag at få ordnet det med sygehuset, men jeg blev klogere, siger John Pedersen til TV2 ØSTJYLLAND.

quote Man bliver lidt stavnsbundet, kan man sige.

John Pedersen, gift med dialysepatient

Tre år i træk har han og hans kone nu forsøgt at få gæstedialyse på Bornholms Hospital. Alle gange har de fået afslag.

- Man bliver lidt stavnsbundet, kan man sige, mener John Pedersen.

Flere ting spiller ind

Hos Bornholms Hospital bekræfter man i et skriftligt svar til TV2 ØSTJYLLAND, at det ikke er alle, som kan få gæstedialyse.

"Vi har stor forståelse for at dialysepatienter ønsker gæstedialyse på Bornholms Hospital i forbindelse med ferie eller familiebesøg. Vi modtager patienter i gæstedialyse hele året i det omfang det kan lade sig gøre. Også i højsæsonen. Vi har desværre ikke kunnet sige ja til alle, der har ønsket det hen over sommeren."

Ifølge hospitalet er der flere ting, som spiller ind i forhold til, at man ikke altid kan tilbyde plads.

"Vi har oplevet en lille stigning i egne patienter og vi skal hele tiden sikre, at vi kan tilbyde egne patienter dialyse.

Bemanding: Hvis vi skal kunne tilbyde at tage yderligere patienter ind, kræver det ekstra personale, der skal læres op," lyder det blandt andet.

quote Det her med at du ikke kan komme ud og være sammen med din familie er utroligt byrdefuld.

Malene Deele, landsformand i Nyreforeningen

Desuden oplever solskinsøens egne dialysepatienter samme problem, når de ønsker at komme på ferie - altså afslag på gæstedialyse. Og så bliver de nødt til at blive på Bornholm for at få dialyse.

Gæstedialyse

Uholdbart

Det generelle problem kan Malene Deele, landsformand i Nyreforeningen, nikke genkendende til.

- Det her med at du ikke kan komme ud og være sammen med din familie, er utroligt byrdefuld. Det kan være, at du ikke i resten af dit liv kan komme på ferie i Danmark. Det er en uholdbar situation, siger hun.

quote Det irriterer mig faktisk lidt, at vi ikke kan komme derover.

John Pedersen

Hun har et forslag til en mulig løsning, som ikke kun går på mere personale.

- Vi skal tænke over, hvordan vi kan gøre flere dialysepladser åbne døgnet rundt. Dem, der kan klare sig selv, kan komme og dialysere sig selv. Og så i dagtimerne prøve at gøre plads til de meget svage dialysepatienter, som skal have assistance af en sygeplejerske.

Tilbage i Silkeborg ærgrer John Pedersen sig over, at det heller ikke blev i år, turen gik til Bornholm. Han og konen har dog fundet et alternativ, som ikke kræver gæstedialyse.

- Nu tager vi på weekendophold, og det fungerer fint, men vi ville selvfølgelig gerne have været til Bornholm. Det irriterer mig faktisk lidt, at vi ikke kan komme derover, siger han.