Dramatisk masse-udvandring fra debatmøde

Onsdagens offentlige debatmøde i Silkeborg udviklede sig dramatisk til en protestudvandring

Gårsdagens offentlige debatmøde var nærmest ikke andet end lige startet, da en stor masseudvandring blev en realitet.

Halvdelen af de knap 200 fremmødte rejste sig og gik, da det blev meddelt, at der forud for mødet allerede var indgået et budgetforlig.

- Mange begejstrede borgere var mødt op for at stille spørgsmål og havde forberedt sig grundigt. Det havde klædt politikerne, hvis de i det mindste havde oplyst folk om på forhånd, at der allerede var indgået forlig, siger Hans-Henrik Hansen, formand for HK Kommunal Østjylland.

Læs også Lars Boje forlader Liberal Alliance: Der er ikke fri konkurrence i partiet

 Det offentlige borgermøde er en 20 år gammel tradition, hvor ansatte i kommunen, faglige organisationer og almindelige borgere kan komme i dialog med byrådet forud for, at der bliver indgået forlig. Sådan var det dog ikke i går, og ifølge Hans-Henrik Hansen har han aldrig oplevet noget lignende tidligere.

- Det er en tradition, at man drøfter tingene inden, men åbenbart ikke længere, siger han.

Overskriften på indkaldelsen til det offentlige debatmøde var ”Spørg om alt, hvad du vil”, og netop dét finder Hans-Henrik Hansen ironisk.

- Der er jo åbenbart pseudodemokrati. Man foregiver, at borgerne har indflydelse, men i virkeligheden er det slet ikke sådan landet ligger. Det undrer mig meget, at politikerne først siger, at de gerne vil tale med os, men så indgår en budgetaftale, inden de hører, hvad vi har at sige, siger han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra borgmester i Silkeborg, Steen Vindum (S), der havde indkaldt til debatmødet.