Dragojevic hjem til Silkeborg
Silkeborg-Voel KFUM henter Daniella Dragojevic tilbage til klubben
Til den kommende sæson har oprykkerne fra Silkeborg-Voel KFUM sikret sig forstærkning, da klubben har hentet en gammel kending hjem.
Det er Daniella Dragojevic, der til sommer atter bliver spiller i Silkeborg-Voel KFUM.
Hun var med til at spille silkeborgenserne op i den bedste række, men skiftede så til Team Tvis Holstebro.
Nu går turen så tilbage til silkeborgenserne, hvor Daniella Dragojevic har skrevet under på en kontrakt gældende for den kommende sæson.
Se: Voel nærmer sig slutspillet
- Det er glædeligt at kunne hente Daniella tilbage til klubben. Hende og Rikke Iversen, som vi tidligere på ugen har forlænget med, kommer til være vores stregspillere og være en del af midteraksen i næste sæson. Vi håber, at Daniella bliver en forstærkning til den kommende sæson, da hun tidligere har været ved os med stor succes. Samtidig er hun en person, som kender vores lille klub og ved, hvad der skal til for at begå sig på højeste niveau, siger Jakob Andreasen, der er cheftræner i Silkeborg-Voel KFUM, til klubbens hjemmeside.
Efter sejren på 25-22 over SK Aarhus lørdag aften er Silkeborgenserne snublende tæt på at sikre sig en plads i dette års slutspil.
Om det lykkes afgøres på onsdag, hvor den sidste runde i grundspillet bliver spillet. Her møder Silkeborg-Voel på udebane Team Tvis Holstebro.