Doris var frivillig i 12 år – men havde svært ved at finde sin afløser
87-årige Doris Mikkelsen tror, det bliver svært at finde nok frivillige til at løfte ældreplejen i fremtiden.
Det kan være svært lige at få hold på snakketøjet hos 87-årige Doris Mikkelsen, når man først lige får sat hende i gang. Måske er det præcis derfor, hun i 12 år har været værdsat på plejecentret Sandgårdsparken i Kjellerup.
Som en af de faste frivillige har hun været med til at få de ældre ud af værelserne og i gang med diverse aktiviteter. Nu er hun dog selv blevet for gammel, og synet tillader ikke, at hun går den lille kilometer hen til Sandgårdsparken, når det er mørkt og glat udenfor.
Helt væk kan hun dog ikke holde sig.
- Jeg kommer der hver 14. dage, og nogle gange endnu oftere. Men jeg laver ikke noget! Jeg er bare gæst, griner hun.
I sine 12 år som frivillig har hun dog også oplevet, at det med årene kun er blevet sværere at finde nye til at tage over.
- Nogle synes, de har nok at lave i forvejen, nogle orker det måske ikke og nogle tror, der er for meget arbejde ved det. Jeg forstår det ikke, for det har givet mig meget, og jeg har været rigtig glad for det, siger Doris Mikkelsen.
Tilgang af frivillige i Silkeborg
Regeringen har en målsætning om, at flere frivillige foreninger skal hjælpe til på ældrecentrene i fremtiden. Den ambition synes Doris Mikkelsen egentlig godt om, men hun tror, det bliver svært.
- At finde frivillige er sørme ikke nemt – det er det altså ikke. Det har vi døjet meget med, siger hun.
Silkeborg Kommune har siden corona haft en tilgang af frivillige, og de tror på, at de nok skal kunne finde endnu flere i fremtiden.
Også hvis det i fremtiden er til andet end at drikke en kop kaffe og være sammen med borgerne. De har nemlig allerede erfaring med frivillige, der ordner haver, dækker borde og klarer vasketøj.
- Når hjulene først kører, kan det være ret let. Det handler om, at de frivillige er gode til at fortælle om, hvilket fællesskabet der er i det, og det ikke bare er et arbejde, siger Anna-Louise Sørensen, der er frivilligkoordinator i Silkeborg Kommune.
Headhuntet af overboen
Det var Doris Mikkelsens overbo, der i sin tid fik lokket den nu 87-årige kvinde med en tur på Sandgårdsparken.
Siden har hun lavet alverdens arrangementer og været tilknyttet som måltidsven. En ordning, hvor hun spiste med beboerne, så de fik mere sul på kroppen, og derved klarede sig bedre. Den ordning døde dog ud med corona og er ikke kommet tilbage.
- Det er en skam, siger Doris Mikkelsen.
Og selvom hun tvivler på potentialet i antallet af frivillige, ser hun ikke noget i vejen for, at frivillige også hjælper til med mere praktiske opgaver.
Ville du godt hjælpe til med at svinge en støvsuger og vaske noget tøj, hvis du var lidt yngre igen?
- Hvorfor ikke? Men så skulle jeg også være noget yngre – det skulle jeg godt nok!
Velfærd uden varme hænder
TV2 ØSTJYLLAND sætter i uge 5 fokus på det danske velfærdssystem i samarbejde med de øvrige TV 2-regioner. Under overskriften ”Velfærd uden varme hænder” kigger vi på, hvordan velfærden er i dag – og hvad vi kan forvente i fremtiden.
Analyser peger på, at vi allerede om syv år, i år 2030, mangler adskillige såkaldte varme hænder.
På grund af flere ældre har den offentlige sektor i 2030 behov for cirka 44.000 ekstra medarbejdere – i hvert fald hvis den skal leve op til det nuværende serviceniveau. Samtidig forventes det, at det private erhvervsliv får brug for 95.000 yderligere medarbejdere.
Arbejdsstyrken vokser dog kun med 50.000, og det betyder, at vi fremover har brug for en diskussion af, hvad vi kan forvente af velfærd. Det mener blandt andre Kommunernes Landsforening.