Dømt for at tvære hundelort i ansigtet på kvinde
68-årig mand fra Silkeborg udsatte 41-årig kvinde for en særdeles ydmygende behandling, da en hund havde skidt foran hans hus.
Hverken forsvareren eller anklageren kunne finde lignende sager i retshistorien.
Det var da også en usædvanlig og ulækker sag, der mandag blev behandlet i byretten i Viborg.
Her var en 68-årig mand tiltalt for vold mod en kvinde.
Volden bestod i, at han den 19. januar tværede en hundelort ud i ansigtet på en 41-årig kvinde, der var ude for at lufte sin hund. Det fik han 30 dages betinget fængsel for. Det skriver netavisen MJA.DK tirsdag.
Der blev i retten tegnet et billede af en særdeles temperamentsfuld mand, der den pågældende dag sad i sit hjem på Guldbergsgade og spiste sin frokost.
- Pludselig sprang min hund op i vinduet, og jeg gik derhen for at se ud. Jeg så, at der stod en kvinde med en hund. Hunden lavede tre store klatter i min indkørsel, forklarede den 68-årige i retten.
Herefter jagtede han kvinden hen ad gaden, inden han til sidst fik fat i hende.
- Han råbte møgsæk og »kom her din luder« efter mig. Det var meget ubehageligt og han truede mig med en knytnæve, forklarede kvinden i retten.
Den 68-årige mente dog ikke, at han havde tværet lorten ud i ansigtet på kvinden.
- Jeg tog den ene af de tre klumper og kastede ind i hendes ansigt på 20-25 centimeters afstand. Jeg mener, at jeg ramte hende på højre kind, forklarede den 68-årige mand i retten.
Herefter fremviste anklager Pia Dahl Madsen billeder af kvinden, som tydeligt viste, at hun havde fået tværet hundelort ud i ansigtet.
Kvinden havde af politiet fået besked på, at hun ikke måtte vaske sig før betjentene havde været for at tage billeder af hende.
Den 68-årige mand valgte ikke at anke straffen på 30-dages betinget fængsel til landsretten.
/Ritzau