Død efter firmafest

Kørte ind i træ på crosser

Foto: Colourbox

En firmafest lidt uden for Silkeborg fik fredag aften dødelig udgang for en 52-årig mand fra Viby J. Sammen med en anden mand kørte han ind i et træ på en firehjulet crosser. Ingen af dem havde hjelm på, og de var heller ikke spændt fast til crosseren.

Den tragiske ulykke skete i en stor parklignende have med en stor sø på Overgaardsvej, oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Kjeld Nedergaard.

- Vi fik meldingen kl. 21.11. Føreren blev svært tilskadekommet, da crosseren væltede, og afgik ved døden på Aarhus Kommunehospital kl. 22.48, siger vagtchefen.

Ulykken fandt sted uden for færdselslovens område, da det var på en privat grund. Derfor er der ikke umiddelbart tale om en lovovertrædelse. Det vides endnu ikke, om de to mænd var berusede.

- Men vi tager altid blodprøver af dem, der omkommer, siger Kjeld Nedergaard.

Han oplyser, at der var en del mennesker på stedet. Den anden mand på crosseren slap uden skader.