Rugbrøds-bagning sendte brandfolk i Føtex
Der kom røg op fra taget på Føtex i Silkeborg torsdag aften, hvor flere køretøjer fra brandvæsenet mødte frem ved dagligvarebutikken på Nørrevænget.
Meldingen kom ind klokken 23.58.
- Det viste sig, at det var damp fra en ovn i bageriet. De havde sat rugbrød i ovnen lige før midnat, og det har dannet noget damp, som nogle forbipasserende reagerede på, siger indsatsleder Andreas S. Jørgensen fra Midtjysk Brand & Redning til TV2 Østjylland.
Brandvæsenet fik kontakt til en ansat, der fortalte om rugbrødsbageriet, og bygningen blev tjekket efter med et termisk kamera, der viste, at der ikke var nogen varmeudvikling, ligesom der heller ikke lugtede af røg.
- Så vi afsluttede indsatsen og kørte hjem igen, siger Andreas S. Jørgensen.