De unge lærer af de ældre
Aldersintegrerede klasser skal skabe læring og trivsel
På Buskelundskolen i Silkeborg går eleverne ikke nødvendigvis kun i klasse med jævnaldrende.
De seneste år har skolen eksperimenteret med såkaldte aldersintegrerede klasser, hvor eleverne er blandet på kryds og tværs af de normale årgange. Ifølge eleverne selv får de meget ud af hinanden.
- Jeg synes, det er rigtig fedt. Vi får jo rigtig meget hjælp fra dem, fordi de er ældre end os og har været i skole i længere tid, siger Ida Svane Sørensen på 11 år til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se også: Silkeborg blander eleverne
Buskelundskolen sætter eleverne sammen i tre inddelinger. 0.-3. klasse, 4.-6. og 7.-9. De bliver ikke sat sammen ud fra deres faglige niveau, men på baggrund af deres modenhed og måde at lære på. Ud fra Silkeborg Kommunes erfaringer hjælper sammensætningen eleverne fagligt.
Men eleverne får også en anden trivsel, når man spørger dem selv.
- Det er dejligt, for så kan man få mange flere venner. Så går man ikke kun sammen med dem fra femte eller sjette årgang, fortæller Frederik Siggaard Søsted på 11.
Mandag formiddag offentliggjorde Undervisningsministeriet, at flere folkeskoler de tre kommende skoleår skal forsøge sig med aldersintegrerede klasser.
I videoen ovenfor kan du se, hvad eleverne på Buskelundskolen siger til at gå i en aldersintegreret klasse.